X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Shinobido: Tales Of The Ninja


Krydret action

Vilde skydestunts, barsk gadevold og snedige ninjaer. Tre nye actionspil til PSP svinger i kvalitet fra befriende gakket filmaction til svært kedsommeligt sværdhuggeri.

Først plukkede jeg en hel hønsegård med Mexicos underverden i ’Chili Con Carnage’, inden turen gik til USA i ’The Warriors’, hvor jeg beordrede mine homies til at lammetæve rivalerne fra banden ’The Destroyers’ og overtage deres territorium.

Derpå ville min indre ninja ud at løbe på mure og påtage sig ærefulde opgaver i Japans 16. århundrede i ’Shinobido: Tales of the Ninja’ – tre actionspil til PSP, men med hvert sit distinkte udtryk og kvalitet.

Skyd først, sidst og hele tiden
For to år siden fik den danske spiludvikler Deadline Games sin internationale debut med den stilsikre actioneksplosion ’Total Overdose’, og nyfortællingen ’Chili Con Carnage’ tager styrkerne herfra og leverer nu varen på PSP med mere skyderi, selvironisk gakgakhumor og udfordringer nok til at spille flere gange. Udført med samme store passion for spilhåndværk og en cadeau til genreklassikere a la ’Max Payne’, så spillet ligner en actionballet instrueret af triumviratet John Woo, Quentin Tarantino og Robert Rodriguez.

I forhold til de to andre action-eskapader, er det ’Chili Con Carnage’, der leverer det mest tempofyldte flow og de mest spektakulære stunts sat i et dybt ironisk mexicanerunivers. Sindsro og dialog hører hjemme i Tibet, når fjenderne skriger »attackehh!« og vælter ud mod én fra alle sider, så man må springe rundt mellem vægge, biler og lofter for at udføre de mest spektakulære skydescener.

Underligt nok kan ens figur ikke løbe sidelæns, en færdighed, man er vant til fra adskillige actionspil. Men når man har vænnet sig til den nitte, og hele spektret af stunts bliver rutine, synes alle andre actionspil til PSP at falde til jorden som udpræget motoriksvage.

Spilles ’Chili Con Carnage’ uden begge ben på jorden og med glimt i øjet, har PSPen fået sit hidtil mest kompromisløst skydegale actionspil.
Krigerne rykker ud
At løfte arven 18 år efter Walter Hills kultfilm ’The Warriors’ fra1979 er et ambitiøst projekt, men udviklerne Rockstar, der også står bag ’Grand Theft Auto’-serien, udviser stor stilmæssig respekt for filmens rødder. Historien i spillet udfylder tilmed huller i filmens plot, inden banden The Warriors falsk anklages for mord og må flygte gennem New Yorks bandemiljø.

I stedet for at opbygge et friere spilunivers som i ’Grand Theft Auto- spillene, er ’The Warriors’ langt mere pædagogisk stramt skruet sammen, hvor de helt basale kampteknikker indøves, inden det bliver alvor.

Spillets største force er dets afvekslende kampsystem: De mange kombinationer af nærkamp, tackling, løbende angreb, lynangreb, tandem-angreb og modangreb bringer gode minder frem om beat ’em up- genrens storhedstid med klassikere som ’Double Dragon’, ’Final Fight’ og ’Streets of Rage’. ’The Warriors’ er ikke kun en hyldest hertil, men også en renæssance for genren.

Usnedig ninja
Nytænkning plager til gengæld ikke ninja-spillet ’Shinobido’, der nok byder på et forfriskende akrobatisk spillerum, når man kan snige, spurte, springe, rulle, smugkigge, kaste gribekrog og kravle sidelæns i armgang. Men når grafikken ligner noget, katten har leget med, før den slæbte det med hjem, mister det ninja-epos sin kant.

’Shinobido’ er klar sorteper i denne actiontrio: banedesignet er kedeligt, grafikken tudende ringe og sigtbarheden så elendig, at ens øjne overanstrenger sig, når man sniger sig frem i farveløse landskaber.

En vis værdi ved at spille flere gange findes dog i muligheden for at få erfaringspoint, hvilke gradvist åbner for flere spilbare figurer og nye missioner, ligesom man kan kreere sine egne baner til spillets flerspillerdel.

Skal det være latterfyldt action til PSP er ’Chili Con Carnage’ sagen, mens ’The Warriors’ holder sig til rødderne og smækker slagsmålsgenren en tiltrængt knytnæve i synet.

Shinobido: Tales Of The Ninja (EU)
Anmelders vurdering
2/6

Shinobido: Tales Of The Ninja   © Spike 2006   (PSP)    1/4 Shinobido: Tales Of The Ninja   © Spike 2006   (PSP)    2/4 Shinobido: Tales Of The Ninja   © Spike 2006   (PSP)    3/4