Commandos: Behind Enemy Lines

Endelig et real-time taktisk spil, som giver anledning til både
planlægning og action.

Vi har efterhånden set mange real-time strategi spil, men selv om man har kunnet kontrollere enkelte personer i dem, har ingen hidtil bevæget sig ned på en så lille skala som Commandos gør det. Og dét alene gør Commandos til et kærkomment syn.

I Commandos - Behind Enemy Lines får du nemlig muligheden for at styre op til seks specialtrænede soldater under Anden Verdenskrig. Det var nemlig i denne krig såkaldte "commando" enheder for første gang så dagens lys. Ganske spændende, men i bund og grund ligegyldigt - Commandos er langt fra et historisk korrekt spil. Udviklerne hos Pyro Studios har nemlig bevidst valgt at ofre den historiske korrekthed på gamplayets alter, og det skal de have tak for. Gameplayet havde utvivlsomt lidt en krank skæbne hvis spillet havde været historisk korrekt, endsige realistisk.

Selve udførelsen af spillet er udmærket, med en enkelt, overordentligt irriterende undtagelse. Grafikken er fin, omend det isometriske 3D perspektiv får en til at savne muligheden for at flytte synspunktet. Musestyringen fungerer glimrende, og der er genvejstaster til alle kommandore. Lydeffekterne gør også deres arbejde flot, og skaber en god atmosfære. Men stemmerne. Stemmerne, som stadig i dette øjeblik forplumrer min tankegang. Som en kollega fra GamesDomain skrev det: "But it's too late for me - I've heard the horrors of dodgy voice-acting and those horrible sounds shall probably remain with me until the day I die. Run! Save yourselves!". Og det er så slemt. De seks soldater taler med hver sin accent, og samtlige accenter er tykt overdrevne. Det betyder at man nemt kan høre hvilken soldat der taler, men det betyder også at man i løbet af få sekunder bliver meget, meget træt af stemmerne. Er missionen bare en lille smule kompliceret, kan man til gengæld ikke undvære stemmerne, idet de fortæller hvornår en soldat er færdig med det han er blevet sat til. Multiplayer findes desværre kun i en enkelt udgave: Flere spillere kan styre hver sin commando på den samme mission. Der findes ikke nogen deathmatch eller lignende.

Alt det tekniske bliver imidlertid uvigtigt når vi flytter fokus over på essensen af det hele: Gameplayet. Og her skinner Commandos virkelig

igennem. De små træningsmissioner lærer kun en at styre sine folk - man får ikke nogen fornemmelse for alvoren i det hele før man kommer på sin første mission. Modsat hvad man kunne forvente af et spil med denne titel, er dødeligheden nemlig ekstremt høj. Man kan ikke bare begynde at skyde uhæmmet på alt hvad der rører sig. Hver commando kan tåle at blive ramt af maksimalt fire skud før han er død. Da en død commando er ensbetydende med mislykket mission, er man tvunget til at tænke sig grundigt om, og at gennemføre missionen så lydløst som overhovedet muligt. Det vigtigste våben bliver meget hurtigt den lydløse kniv, og man bruger meget af tiden på at ligge og vente på det rette øjeblik.

Netop derfor er real-time systemet genialt. Der kan virkelig komme tryk på når man løber op til en vagt. Når han at vende sig og råbe alarm inden man får ham, eller snitter kniven hans strube over før han kan nå at sige en lyd? Kan man nå at fjerne liget inden den næste vagt kommer? Adrenalinet kan sagtens pumpe selvom man er så relativt fjernt fra selve handlingen. Og så er der altså få ting der er så tilfredsstillende som at grave en mand ned i sneen for at springe op og snitte halsen over på en intetanende vagt.

Alle missionerne er godt lavet, og selvom det er irriterende, kan det anbefales at spille dem uden at gemme hver gang noget er gået godt. Der er nemlig en helt speciel stemning over det når ethvert fejltrin betyder at man skal starte helt forfra. Iøvrigt er der rapporteret om problemer med savegame faciliteten, så det er måske alligevel en god ide ikke at stole for meget på den. I alle missioner er timing af yderste vigtighed, og man lærer hurtigt at værdsætte de forskellige commandoers evner. Specielt frømanden er effektiv til at snige sig ind på folk, og spionens evne til at forklæde sig som tysk officer er også overordentligt praktisk.

Bottom line: Hvis man kan overleve Stemmerne, er Commandos det hidtil bedste bud på hvad man kunne kalde real-time taktik. Her er man helt nede på den enkelte soldats niveau, og man får lejlighed til at lave en masse rigtig lækre ting. Det er simpelthen hamrende spændende. Samtidig er de tyve missioner alle udfordrende, så spillets levetid fejler ikke noget. Hvis du altid har drømt om at udføre dristige missioner a la Alistair MacLean, så er det her din chance.