Heart Of Darkness

Dragon's Lair har ikke eksisteret forgæves.

Hypen omkring Heart Of Darkness (herefter HOD) var på et tidspunkt næsten oppe på Metal Gear Solid niveau. Så døde hypen ned igen, og pludselig var det der så. Hvad har vi så fået ud af den lange ventetid? En revolutionering af spil som vi kender dem? Nej, langt fra. Men det er alligevel godt.

Vor helt, Andy, er en glad dreng hvis hund pludselig bliver suget op i en solformørkelse. Da tårerne har lagt sig, beslutter han sig for at redde "Whisky", og efter en lang og farefuld færd, ankommer han til Mørkelandet. Her venter der ham en lang række puzzles, og der venter spilleren en 2D platformer oplevelse på linje med Another World (aka Out Of This World), Flashback og - Dragon's Lair.

Ja, Dragon's Lair. Det spil der i 80'erne skabte revolution i spillehallerne ved at tilbyde perfekt tegnefilms-grafik. Til gengæld var gameplayet mildt sagt begrænset. HOD har ikke helt samme problemer. Man har som regel stor bevægelsesfrihed, og kan gøre næsten hvad der passer en. Man kommer bare ikke videre uden at gøre netop det rigtige. HOD er altså så lineært som et spil overhovedet kan blive, og flere steder er den rigtige vej frem så specifik at det er nede på Dragon's Lair niveau.

Grafikken er fantastisk. Andy (og de mange forunderlige skabninger han møder) er utroligt godt animeret. Faktisk nærmest perfekt. Hele action-delen er holdt i en lækker tegneserie-stil, og de cutscenes, hvori handlingen flydende glider over, er glimrende eksempler på ray-tracing når det er bedst.

Der er masser af lyd i HOD, og den er god. Både lydeffekter og ambiente lyde (vand, fuglesang etc.) passer godt til handlingen. Samtidig er lydene meget veludførte, med god bund i bassen og sprøde diskanter. Det samme gælder for musikken, som er noget af det bedste der er hørt - ikke mindst fordi der ikke er tale om MIDI, men musik spillet af et rigtigt symfoniorkester. Dog er det visse steder, specielt i cutscenes, gået galt ved mixerpulten. Tit overdøver musikken talen, og man må sidde meget stille og lytte nøje efter, hvis man vil følge med i historien. Det kunne sagtens have været bedre.

Endelig er der kontrollen, hvorpå der intet er at udsætte. Den er smidig og intuitiv, omend det godt kan anbefales at justere på knap-fordelingen - standard-opsætningen gør det svært at løbe og hoppe samtidig. Hvis man skulle være løbet tør for ideer, er der små hints efter man er død tre gange; hints som både antager form af instruktion i kontrolmetoder og forslag til løsning af puzzles.

Hvad er HOD så for en størrelse? En glorificeret Dragon's Lair, Another World eller Prince of Persia? Ja, faktisk. Der er ikke meget nytænkning (om noget), men det fungerer godt. Jeg har det med HOD ligesom med det nyligt anmeldte Descent Freespace: Det er ikke originalt, men er et eksempel på genren når den er på sit ypperste. Hvis du kunne lide Another World, Flashback og Prince of Persia, er HOD helt sikkert noget for dig. Dog vil jeg anbefale at nøjes med en leje, med mindre du kender et sted der giver gode priser for brugte spil. HOD kan gennemføres på en weekend, og et så lineært spil har en meget lav genspilsværdi. Det må reflekteres i karakteren.