Aliens Vs. Predator: Extinction

Zono Inc. har udviklet "Aliens vs. Predator: Extinction" (AvP:E), og det er deres første titel til PlayStation 2. Det har været en stor opgave at løfte en af de nok mest omtalte film-licens titler i nyere tid: ALLE kender (og elsker) Aliens-serien, ligesom Arnolds gæve kamp mod den ultimative sportsjæger i "Predator" også er en højst mindeværdig film i de flestes erindring. Og lige siden vi så et Aliens-kranie i "Predator 2" hængende blandt en række andre fantasifulde trofæer, har rygterne om en nært forestående filmatisering af kampen mellem netop disse to rumvæsner næsten været daglig kost på diverse fansites rundt omkring.

Filmen "Aliens vs. Predator" er endnu ikke blevet en realitet, men det har ikke afholdt kreative spiludviklere fra at sætte de to monstre op imod hinanden i indtil flere forskellige spil. Dertil kommer en tegneserie over samme tema.

Med AvP:E som det seneste skud på stammen i franchiseíen, har Zono brudt med FPS-stilen, og lavet en helt og aldeles hæderlig RTS (real time strategy). Fox Interactive har den officielle licens, og står for udgivelsen (sammen med EA), og det kan føles gennem hele spillet. Det oser af den helt rigtige atmosfære, og mange af lydeffekterne synes at komme direkte fra filmene.

Spillet er opdelt i 21 baner, 7 til hver race: Marines, Predators og Aliens. Hver race har sine egne kendetegn, egenskaber og specielle svagheder/styrker, og der er meget stor forskel på hvad man skal spille den enkelte race. Fælles for dem alle tre, er dog at der skal indsamles ressourcer/point, så man kan anskaffe sig flere enheder og opgradere dem.

Alle missionerne er relativt varierede, dog uden at man nogensinde bliver overrasket. Der er en eller flere opgaver der skal løses, dertil kommer et par bonusmål. Og vejen fra A til B er belagt med talrige kampe, og man skal konstant sørge for at holde sine tropper i live og indkalde forstærkninger efterhånden som det bliver nødvendigt.
Banerne er ikke store, i stedet er de meget kringlede! Føromtalte vej fra A til B er aldrig en lige linie, og det kan være trættende at sidde og vente på at tropperne kommer frem.

De tre racer er som sagt meget forskellige. Marines er klart den nemmeste race at styre, og de samler ressourcer ved at aktivere atmosfæregeneratorer, som er spredt udover banerne. Lederen, "CommTech", kan anmode om flere tropper, som ankommer med dropship 20 sekunder senere. Når man mister sin sidste CommTech, er man grundlæggende bare på røven, for så er det ikke muligt at bestille forstærkninger. Det gælder altså om at holde fokus på ham, og ofte andre specielle enheder, som er vitale for missionens gennemførelse.

Marines er våbenstærke, og når man opgraderer bliver det for alvor morsomt: Den største enhed, "Exosuit", er en omvandrende robot, som med sine to roterende kanoner ligger ALT øde. Der er en ubeskrivelig tilfredsstillelse i at se to Exosuits lave grød ud af en flok fremstormende Aliens på få sekunder.

Predators er også våbenstærke som Marines, men ikke så talrige. Man kan maksimalt få 15 Predators (mod de 25 Marines .. og 45 Aliens!), men til gengæld har de evne til kamuflere og heale sig selv. Man skal tænke mere taktisk, og huske på at trække sine enheder tilbage når overmagten bliver for stor, så de kan genoplade og vende tilbage med fornyet styrke.

Predators samler "Honor Points" (ærespoint) alt efter hvem og hvad de slår ihjel, og bonuspoint hvis de også laver et trofæ ud af offeret. Disse point danner så økonomien for Predators, som der kan bruges til flere enheder og upgrades.

Endelig er der Aliens, som næsten ingen våben besidder, men i stedet er talmæssigt totalt overlegne. Aliens er også den sværeste race at spille, primært fordi deres livscyklus er meget kompliceret. Sagt med "Aliens filmenes terminologi": Queen, Egg, facehugger, chestburster, pubbe, og derefter har man en færdig Alien! Oveni det skal man så lige holde styr på hvilken vært, som facehuggeren sætter sig på, for det har betydning for hvilken type Alien det bliver. Og på nogen bestemte steder i forløbet kan man også vælge hvad resultatet skal

blive.

Det skal du så holde styr på alt imens der kæmpes for liv og lemmer alle andre steder på banen. Selvsagt er det først, når du har helt styr hvor genvejstasterne sidder på joypadíen, at det bliver sjovt at spille den race.
Man køber upgrades med "infestation points", som man får når man nedlægger fjender.

Det fremgår vist med al tydelighed, at Zono har ramt utroligt mange af elementerne fra alle filmene i AvP:E. Både måden man få ressourcer på, og hvordan man skal spille den enkelte race. Marines fylder varmt bly i alting og stiller spørgsmål bagefter, Predators sniger sig rundt og bruger deres teknologiske overlegenhed, mens Aliens blot vælter frem i mere eller mindre tankeløse horder.

Grafikken er rigtig god, enhederne er detaljerede, men det ligger man sjældent mærke til. Det er muligt at zoome helt tæt ind, men det er på bekostning af overblikket, så man bruger altid det view som er zoomet længst ud.
Desværre er det ret nemt at få PS2'en til at hakke voldsomt i det, når der er for meget på en gang. Framerateen er utilgiveligt lav når skærmen bliver fyldt med eksplosioner, og det er som regel netop på dét tidspunkt at det bare ikke må ske. Man kan ikke engang vælge bare vælge sin CommTech og bestille forstærkninger mens kampen er på sit højeste, for selv menuerne er helt til rotterne. Man kan bare sætte sig til ro og vente på at PS2'en får lidt luft igen.
Lydsiden er fantastisk, med effekter fra filmene og et meget overbevisende stemmearbejde.

Styringen er nær perfekt. Stort set alle knapperne på joypadíen har en funktion, plus L1 fungerer som "shift-tast", og så har de fleste af knapperne en sekundær funktion. Det er virkeligt gennemtænkt, men det kan godt betale sig at læse manualen og gennemgå de tutorials spillet har, før at det giver mening.
Man kan tildele sine enheder genvejstaster, så man ikke skal sidde og lede efter eksempelvis sin CommTech eller Predator Shrine.

Desværre bliver styringen til tider forstyrret voldsomt af - ja, du havde gættet det: AIien. Man skal lede længe efter et spil, hvor enhedernes stupiditet er så udtalt. Når man vælger en flok på 15 - 20 Marines, og beder dem gå et sted hen, er der 90% chance for at der er mindst EN, som går totalt på afveje. Og enheder der færdes alene har det med at blive kanonføde lynhurtigt. Det er så frustrerende, og man ender ofte med at sidde og micro-manage selv de mest simple kommandoer (dvs. flytte én enhed af gangen) hvis man vil holde liv i så mange som muligt.

Man kan indstille hvor aggressive enhederne skal være, og det kan betale sig at huske det. For der er stor forskel på, om de er tilbageholdende, eller bare blindt kaster sig efter alt hvad der rører sig.

Sværhedsgraden ligger et stykke over middel, selv på det nemmeste niveau klarer man sig aldrig i første forsøg.
Gameplayet virker ved første øjekast lidt for simpelt. Der er ca. 10 enheder i hver race, og de kan kun opgraderes Èt niveau. De skal i øvrigt opgraderes på ny for hver ny bane. Så strategielementet er nedtonet lidt i AvP:E i forhold til mange andre RTS, og vægten er lagt mere på action. Men når man først får sat sig rigtigt ind i sagerne, og hvis man forsøger sig med de svære sværhedsgrader, er spillet overraskende kompliceret, og man skal være opmærksom, hurtig på tasterne og besidde et helt fantastisk overblik. Netop disse egenskaber gør et godt strategispil.

Men AvP:E har desværre nogen helt katastrofale og åbenlyse mangler. Hvor er multiplayer-delen? AvP:E kunne blive den fedeste onlinetitel til PS2. Den manglende multiplayerdel hænger også sammen med en anden fejl ved spillet: Det har absolut ingen replayvalue, når det er gennemført, er det kun de mest hardcore Aliens/Predator fans der finder det frem igen. Der er i øvrigt heller ingen belønning i form af hidden features eller videosekvenser når man gennemfører.

"Aliens vs. Predator: Extinction" er en klar vinder for fans af filmene, og dem som har savnet en ok RTS på konsol, men formentlig kun som lejetitel til en ekstra lang weekend foran fjernsynet. Det er sjældent at man ser en filmbaseret spiltitel, som så vellykket lever op til stemningen i filmen.