X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Stronghold (2001)


Jeg er en af de uendeligt mange personer i verden, der har moret mig i hundredevis af timer med de gode, gamle Age of Empires spil. Der kunne nemt gå en hel weekend, hvor man spillede et par stykker sammen over netværk, og man ikke havde syn for andet end spillet.
Uanset hvad, så bliver alle spil jo kedelige en overgang, og det er da også lang tid siden, jeg sidst har spillet Age of Empires. Derfor er det dejligt, at K.E. Media sendte mig en udgave af Take2's nyeste real-time strategi spil, kaldet Stronghold. Stronghold minder på mange måder om Age of Empires - forskellen mellem de to spil er bare, at Stronghold lærer en at bygge sin egen borg, hvor føde, infrastruktur og forsvar spiller en stor rolle.

Hiv vindebroen op!

Som sagt er Stronghold en såkaldt 'Castle Simulator', hvilket betyder, at spillet mest fokuserer på, hvad der foregår inden for murene i ens borg. Det gælder om at få sig en produktiv og tilfreds befolkning, så man kan udbygge sin borg med nye materialer, så den i sidste ende kan modstå en belejring. Militær taktik spiller en gigantisk rolle i Stronghold, og lader for alvor spillet adskille sig fra tidligere spil som Age of Empires. F.eks. kan man spille hele scenarier, der udelukkende går ud på enten at forsvare en borg mod en belejring eller selv belejre en borg.

Gameplay

I Stronghold starter du 'from scratch' med intet andet end en fri plads, hvor der kan ligge en borg. Først bygger du din hovedbygning, hvor de livsvigtige arbejdere bliver lavet, der senere hen kan lave alt arbejdet i din borg. Herefter skal du bygge et lager til mad, sten, træ osv.
Ressourcerne i Stronghold minder meget om dem i Age og Empires - f.eks. skal du grave sten og guld frem samt fælde træer, alt imens du også laver gårde, der dyrker hvede og lader dine arbejdere gå på jagt for at skyde hjorte.
Alt i Stronghold hænger sammen. F.eks. kan du ikke bare bygge en hvedefarm og så regne med, at den hellige grav er vel forvaret. Hvis du skal have nytte af din hvede, så skal du også bygge en mølle, der kan lave kornet om til mel og derefter en bager, hvor melet kan blive til brød.
Til alle disse arbejdspladser behøver du selvsagt arbejdskraft. Du tiltrækker arbejdskraft til din borg ved at gøre den så indbydende som muligt. Dette kan du f.eks. gøre ved at sætte skatten ned - eller måske endda betale dine indbyggere. Du kunne også sætte den daglige madration op eller invitere et tivoli til byen.
Kilden til at vinde i Stronghold er en glad befolkning, derfor gælder det i høj grad om altid at glæde din befolkning.

Når du endelig har fået din borg under kontrol, så er det en god ide at begynde på at bygge forsvar, da Stronghold lægger meget vægt på militæret. Du kan uddanne mange forskellige soldater, og du kan forsvare din borg på lige så mange interessante måder.
Du kan selvfølgelig også vælge at være den aggressive part, og dermed angribe de andre borge i nærheden.
Stronghold indeholder et væld af forskellige scenarier, hvor der enten stilles skarpt på den økonomiske eller den militære side af spillet. Så med andre ord, er der masser af holdbarhed i dette spil.

Grafik

Selve grafikken er temmelig almindelig. Den er ikke så flot som i f.eks. Red Alert 2, men det er ret tæt på. Ligesom i Age of Empires tillader grafikken, at du kan side og kigge på, hvad dine indbygger laver. Dette er ikke noget nyt, men det fortjener stadig ros.
Der er flere forskellige opløsninger at vælge imellem, hvilket er meget dejligt, hvis man gerne vil se lidt mere på én gang.

Lyd

Lyden i Stronghold er meget almindelig for et real-time strategi spil. Du kan høre dine små indbyggere mumle, og desuden er der en af de klassiske hjælpende stemmer, der gør dig opmærksom på, hvis f.eks. dit forråd er ved at svinde ind.
Musikken er meget god og meget middelalderagtig.

Konklusion

Stronghold er absolut et spil, der kan tage arven op efter Age of Empires. Gameplayet fungerer næsten på samme måde, og alligevel er der masser af nyskabelser, der virker med til, at spillet får den lange holdbarhed, det nu har.
Kunne du godt lide Age of Empires, men ønskede du, at det indeholdt lidt mere fokus på militær, så er Stronghold lige noget for dig. Faktisk tør jeg godt sige, at alle, der kunne lide Age of Empires, også vil kunne lide Stronghold.

Stronghold (2001)
Anmelders vurdering
91%