X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Rally Trophy


Jeg kan godt lide rallyspil, og da det er en af de mindst opfindsomme genrer, er det rart at se, at der er nogen, der rent faktisk kan finde på noget nyt.
JoWooD og Bugbear har nu smidt det fantasifuldt navngivne Rally Trophy på gaden, og det er ikke lige, hvad man regner med.

Gameplay

Rally Trophy er i bund og grund et meget almindeligt rallyspil med mulighed for single race, championship m.m. Jeg vil ikke gennemgå disse, da jeg regner med, at de fleste læsere efterhånden er klar over, hvad forskellen på single race og championship er. Jeg nøjes med at sige, at championship er spillets hjerte, og det foregår præcist som i alle andre rallyspil: Man kører en række baner forskellige steder i verden, hvor man altid kører alene mod uret. Efter hver bane kan man se den samlede stilling og reparere sin bil.

Nu er der måske nogen, der spørger: "Skrev du ikke, at der rent faktisk var noget nyt ved dette spil?" Jo, det gjorde jeg, og der er da også noget nyt at finde: I Rally Trophy kører man nemlig ikke rundt de nyeste bilmodeller som Peugeot 206 og Mitsubishi Lacer, som man gør i så mange andre rallyspil. I Rally Trophy er tiden skruet 20 år tilbage, og bilerne er nu skidenbrune og grågrønne og hedder Saab og Morris Minor.

Det er lidt en skæg følelse at køre rally i en gammel Saab og se, hvordan den stakkels bil bliver mere og mere smadret, da spillet kan være ret svært og man tit ryger udenfor banen.
Selve banerne kan være alt fra lige til det rene djævelskab, og bilerne er generelt meget hidsige, så man skal føre et vågent øje med udskridninger m.m.
Rally Trophy understøtter multiplay via GameSpy og almindeligt LAN netværk. Multiplay er faktisk ikke særlig skægt, og man finder hurtigt andre måder at bruge sin tid på.

Grafik

Grafikken er ikke på højde med de andre spil i samme generation som Rally Trophy. Misforstå mig ikke: Det hele er skam nydeligt nok og kører fint og flydende - men jeg kan ikke lade være med at synes, at spil som Need for Speed 3, der er 5 år gammelt, nogle gange er pænere.
En måde grafikken kunne være livet op på, kunne være ved at inkludere lidt flere effekter som gnister, røg m.m.

Lyd

Lydsiden af Rally Trophy er forbløffende god. Ens co-driver spytter de klassiske linier ud - men til en afveksling kan man faktisk forstå, hvad han siger.
Bilerne lyder tilpas udpinte, når det går virkelig stærkt - desværre lyder det hele lidt hult, når man kører galt. Lidt mere knasende lyd ville have gjort godt.
Musikken er rigtig god og selvom den ikke er særlig rallyagtig, så er den god at lytte til og samtidigt tilpas anonym.

Konklusion

Rally trophy giver lidt en følelse af at være rallykører i det tidligere Østtyskland. Bilerne er 20 år gamle modeller med alt, hvad der hører til af særheder, og da de første baner finder sted i Rusland forstærker det illusionen.
Kudos til Bugbear og JoWooD for at turde udgive et så afvigende spil - for så godt som alle ved jo, at det er de fede biler, der er det vigtigste ved rallyspil.
Jeg ved ikke, om jeg vil anbefale Rally trophy, for der findes mængder af bedre rallyspil derude, men hvis man søger noget nyt og frisk, så vil jeg bestemt pege på dette spil.

Rally Trophy
Anmelders vurdering
80%