X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK
Please note that Play:Right is a Danish site and while usable without,
it is only partially translated to English.
Blocks marked with yellow backgrounds are systematically translated
by Bing Translate.

Moto Racer 3


Der er snart gået 2 år, siden vi sidst så noget til Moto Racer serien. Spillet har fået ny udgiver på nakken, men dette ændrer ikke på udvikleren, der stadig er Delphine Studios, som også stod bag de tidligere Moto Racer spil til PlayStation og PC. Det sidste spil i serien, Moto Racer 2, leverede desværre ikke varen. Det store spørgsmål er derfor, om Moto Racer 3 virkelig leverer varen og formår at indblande nok nyskabelse, som 2'eren manglede en stor del af!

Gameplay

I Moto Racer 3 har man mulighed for at spille både street- og dirtbike baner. Sachsenring i Tyskland, Suzuka i Japan og Easter Creek Raceway i Australien er bare nogle af de få lokaliteter, der vil få enhver motorcykel entusiast til at få kriblen i fingrene. Udover de fede streetracebaner, kan man finde baner såsom Stade de France, Barcelona og Reygades i Motocross arenaen. Udover disse to features, har man mulighed for at spille Supercross - indendørs motocross med mindre baner. Ydermere er der Freestyle, hvor man skal udføre en række tricks på en motocrossbane inden for et bestemt stykke tid. Sidst men ikke mindst er der den vildt fede feature der hedder Traffic, hvor titlen nærmest røber hvad dette går ud på. Man har mulighed for at køre GADELØB (Yes, nu har motorcykelentusiaster også mulighed for at lege The Fast and The Furious)! Der er 3 baner at vælge imellem, som alle finder sted i Paris by. De er desuden 100% realistiske med de faktiske omgivelser i Paris. Denne feature var grundlag for mange sjove timer i selskab med Moto Racer 3!
Udover de fede baner, får spilleren også mulighed for at spille med de mest realistisk udførte motorcykler, der er set i noget motorcykelspil til dato! Delphine Studios har grundigt undersøgt motorcyklers opførsel og kommet frem med en simulation, der gør at Moto Racer 3 fjerner sig fra Arcade genren og bliver en simulator. Man har haft indsamlet data fra diverse motorcykelfabrikanter og testkørsler af fartøjerne, og dermed gjort hver model individuel. Spilleren har ydermere mulighed for at pille ved de forskellige dele af cyklen. Man kan ændre alt fra dæktryk til sænkningen. Dette fungerer rigtig godt, og spilleren har rig mulighed for at
få 'tweaket' sin motorcykel, så man kan få presset et par sekunder af tiden. Føreren af motorcyklen er uafhængig af motorcyklen - dvs. at når der foretages en drejning læner føreren sig tilsvarende ud mod den pågældende side, der drejes mod. Man skal være ekstremt forsigtig med dette, da de fysiske regler spiller en stor rolle i Moto Racer 3.
Der er i alt 33 fartmonstre at spille med - henholdsvis 16 til gadekørsel, 16 til off-road og 1 stuntbike til time-trials. Disse er som førnævnt baseret på real-life motorcykler og hertil skal der siges, at de er illustreret ned til den sidste detalje!

Grafik

Grafikken i Moto Racer 3 slår uden tvivl al konkurrence af pinden, hvad angår andre motorcykelspil. Alle banerne er som førnævnt udført med en rigtig flot detaljegrad og det samme er motorcyklerne. Moto Racer 3 er fyldt med en række effekter, som er udført rigtig realistisk. Skyggeeffekter, refleksioner, multi-texturing, og vildt fede lyseffekter optræder i den vellykkede grafik. Motocrossbanerne især ser vanvittigt flotte ud. Alene at betragte effekten af lyset fra projektørerne på stadionet, der bryder igennem regnens dråber, får en til at tabe kæben på gulvet gang på gang.
Det skal ydermere nævnes, at der er mulighed for at skrue grafikken op på opløsninger i 1600*1200 afdelingen, så der er rig mulighed for, at du kan få testet dit nye GeFroce3 grafikkort!

Lyd

Lyden er ligesom grafikken, realistisk. Der er samplet lyde fra de rigtige udgaver af alle de motorcykelmodeller, der er brugt i spillet - det er lige før, man kan lugte benzinen efter lyden fra ens monster-Suzuki!
Musikken er holdt i den lette technogenre og fungerer fint til at peppe spillets stemning op. Dog kunne jeg godt have brugt noget drum'n bass musik, som egentlig er blevet standard at bruge i racerspil.

Konklusion

Alt i alt kan jeg ikke lade være med at anbefale Moto Racer 3 på det stærkeste. Det er den - i øjeblikket - mest realistiske motorcykel-sim du kan finde i spilbutikkerne og slår yderligere alle konkurrenter af pinden hvad angår grafik og lyd! Så hvis du står og mangler et fedt racerspil til din PC, så køb Moto Racer 3!

Moto Racer 3 (EU)
Reviewer's rating
91%