X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

The Elder Scrolls III: Morrowind


Noget af det bedste at opleve som anmelder, er når gode, gamle titler fra fortiden vågner op til dåd på ny, og man på samme tid kan nyde et pift af nostalgi blandet med en helt ny titels appeal.
Morrowind er det tredje spil i "The Elder Scrolls" serien, der altid har været kendt som nogle af de allerbedste RPG-spil i verden.
De to tidligere spil tilbød frihed og morskab i en grad, som aldrig var set lige. Desværre var disse to spil plaget af både en temmelig dateret grafik og et ret klumset interface, så personligt lærte jeg aldrig at elske dem så meget, som så mange andre gjorde.

Med Morrowind installeret på min PC kan jeg pludselig se, hvad det var, udvikleren Betsheda prøvede at opnå i henholdsvis 1994 og 1996 med de to første spil i The Elder Scrolls serien. Morrowind er noget nært den perfekte inkarnation af de to første spil og alt det, der manglede, for at gøre spiloplevelsen perfekt dengang.

Forladt og alene

Morrowind starter på en særdeles brat måde. Under den relativt korte intro får man et indtryk af, at man sidder og ser en drøm, hvilket også passer, da spillet starter op, og man befinder sig i lastrummet på et skib sammen med en temmelig skummel skabning, der taler indtrængende til én.
Inden man helt finder ud af, hvad der foregår, bliver man hentet af en vagt og smidt op på land. Man når dog at finde ud af, at man befinder sig på et slags slaveskib, og at man nok skal prise sig lykkelig for, at man ikke skal sælges - hvilket i sig selv er temmelig mystisk.

Vel i land skal man gennem en løsladelsesprocedure, hvor man på samme tid genererer sin karakter. Det første man gør er at vælge et navn, hvilket ikke burde give de store vanskeligheder. Lidt senere skal man vælge en race, som der er mange af i Morrowind. Hver race har selvfølgelig visse stærke sider, som de andre ikke har, så det er en god ide at vælge med omhu. Vil man ikke selv vælge sin karakter kan man få stillet ti spørgsmål til professoren, hvorefter spillet finder den mest passende karakter. Det er også muligt at lave sin helt egen person.
Selve genereringen af ens person foregår meget snedigt, og man skal være klar over, hvad man forventer af sin karakter, inden man vælger - selvom Morrowind ikke er så streng på det område - f.eks. kan man sagtens oplære sin ædle ridder til at blive lommetyv eller urtemixer.

Gameplay

Morrowinds gameplay kan beskrives med et ord: Ubegrænset! Nu tænker du måske, at der sikkert er irriterende grænser for ens opførsel i spillet alligevel… Men nej, det er der ikke - du kan gøre præcist, hvad du ønsker.
Lige fra du har genereret din person, ligger landet åbent. Du har kun en smule penge, dit tøj, lidt tyvegods og en vag anelse om, at en fyr venter på dig i en by langt borte. Med alt dette i baghovedet er det op til dig, hvordan du vil gribe dit liv an.
For mit vedkommende gik jeg mig først omkring i Scyda Neen, som er den by, man befinder sig i, hvor jeg ærgrede mig over, at jeg ikke blev tilbudt et quest lige med det samme. Morrowind er nemlig ikke Diablo, og det ubegrænsede gameplay skal tages meget bogstaveligt. Man skal selv opsøge quests - de bliver ikke smidt i hovedet på en, og da slet ikke i hovedet på en ny fyr, der lige er blevet løsladt.
Efter at have skumlet lidt over dette dilemma fandt jeg en lille butik, hvor jeg gik ind og solgte lidt af de ting, jeg havde hugget hos den venlige fyr, der udskrev mig fra båden (He, he). For pengene købte jeg sværd, rustning, mad og lidt andet, hvorefter jeg forlod byen for at drage på eventyr. Udenfor byen morede jeg mig med at dræbe lidt rotter og samle diverse svampe og frugter, som jeg senere fandt god nytte af. Da jeg kom tilbage til byen igen var jeg så dum at stjæle fra en forbipasserende, mens en vagt så på. Da jeg så modsatte mig anholdelse, blev jeg slagtet.
Det var som sagt mit første spil, og jeg har spillet meget siden da, og jeg har lært, at mange faktorer spiller ind overfor, hvor mange quest man bliver tilbudt, hvor meget man skal betale for sine varer og meget andet. Alt hænger sammen i en stor helhed - og det er lækkert.
Morrowind er som sagt fyldt med muligheder, og man kan gøre præcist som man vil - bare man er klar til at se konsekvenserne i øjnene. Man kan f.eks. leve som lommetyv, ædel ridder, jæger, snigmorder, perledykker, urteoptaget troldmand eller en blanding af det hele - der er ingen grænser.
Igennem spillet vil man komme i kontakt med forskellige klaner, Guilds, som man kan vælge at blive medlem af, hvis man har lyst. Hver klan kan tilbyde mange forskellige quests og frynsegoder, og man kan godt være medlem af flere klaner.
Møder man andre klanmedlemmer i form af NPC'er rundt omkring i landet, så vil de se mere positivt på en.

Mht. til NPC'er, så foregår samtaler med disse via almindelig tekst med visse understregede ord, som man kan klikke på, hvis man synes, det lyder spændende. Sladder og rygter er de altid villige til at fortælle en, men det kan være sværere at overtale en NPC til at give en adressen på en fyr, der sælger billige våben - presser man for meget på, så kan han begynde at afsky én. Nogle NPC'er kan have fordomme overfor folk fra visse dele af landet eller visse klaner, så det gælder om at gå forsigtigt til værks.

Morrowind finder sted på den meget store ø Vvardenfell, hvor hele spillet udspillet sig. Har man penge nok kan man rejse hurtigt fra by til by - han man ikke, må man se sig om efter andre transportmuligheder, eller blot gå og opleve på samme tid. Spilområdet er gigantisk, intet mindre, og man kan gå i timevis gennem en skov, uden at støde på andet end andre eventyrere og fjender, der skal klapses.

Interfacet er blev forbedret anseeligt over de tidligere spil, og nu er det faktisk som at spille Unreal, indtil man skal bruge nogle af de mere afvigende kommandoer. Det hele kan sættes op, som man ønsker, så der er ingen undskyldning for at sige, at kontrollen ikke falder i ens smag.

Grafik

Morrowinds grafiske udtryk er blev rost meget - og det er da også fantastisk flot. Alting er i fuld 3D med masser af skygge og lyseffekter. Textures er i den helt høje ende, og man skulle tit tro, at det hele var præ-renderet.
De forskellige NPC'er minder måske en smule om hinanden, men man lærer hurtigt at skelne dem fra hinanden på tøjet.
En af de flotteste effekter er overgangen fra dag til nat, der finder sted hele tiden gennem spillet. Har du computeren til det, så kan en solnedgang i Vvardenfell være lidt af en oplevelse.

Hele det grafiske festfyrværkeri kræver sin maskine, og alt under en 700MHz processor og 256MB RAM er dødsdømt fra starten. Skal man spille i opløsninger på 1024x768 og derover, så kræves der mindst 1GHz og et godt 32MB grafikkort. Her på redaktionen har vi spillet på en P4 1.6 GHz med 384MB RAM og et GeForce 2 64MB, hvor det kørte tilfredsstillende i 1024x768. Kan man nøjes med lavere opløsninger og mindre detaljegrad, så kan systemkravene skrues betragteligt ned.

Lyd

Stemmer og lydeffekter er helt usandsynligt godt lavet! Igen og igen føler man, at man står og taler med en rigtig person, eller befinder sig mutters alene i en dyster skov, kun omgivet af sære fløjt og snerrende lyde. Det er en helt vild fed oplevelse!
Musikken er helt i klasse med en film, og musikkens art tillader en at fordybe sig helt og aldeles i spillets univers - time efter time.

Konklusion

Morrowind er uden tvivl nok det bedste RPG spil, der findes. Ser vi bort fra lidt småbugs og høje systemkrav, så er Betsheda sluppet fantastisk godt fra denne fortsættelse, der sætter de andre spil i genren til vægs. Friheden er gennemført noget nært perfekt - specielt i sammenligning med andre RPG'er som Final Fantasy serien.

Friheden er i Morrowind total - alt kan lade sig gøre. Verdenen er enorm og næsten uden grænser. Der er så mange quests, at man nok aldrig vil gennemføre dem alle, og der er så mange forskellige NPC'er at man nok heller aldrig vil tale med dem alle. Alt er enormt og på samme tid helt gennemtænkt.
De eneste mørke punkter er, at spillet er temmelig ustabilt og bug-inficeret.

Morrowind er et af de spil, man bare skal købe - selvom man måske ikke er den store RPG spiller. En ting er sikkert: Morrowind har opnået klassikerstatus her hos Digiplay, og vil være at finde på vores hall-of-fame i mange år fremover. Det er simpelthen la creme de la creme af et RPG spil - køb det. Køb det nu!

Elder Scrolls III, The: Morrowind (EU)
Anmelders vurdering
95%

The Elder Scrolls III: Morrowind   © Ubisoft 2002   (PC)    1/6 The Elder Scrolls III: Morrowind   © Ubisoft 2002   (PC)    2/6 The Elder Scrolls III: Morrowind   © Ubisoft 2002   (PC)    3/6