Max Payne

Meget godt havde jeg hørt om Max Payne, det nye spil fra 3D Realms, skaberne af Duke Nukem 3D. Skeptisk havde jeg læst PC-Gamers rosende ord "Et visuelt urørligt spil". Nu lå det på bordet foran mig. Meget godt havde jeg hørt, men intet kunne have forberedt mig på den oplevelse, det var, da skiven blev færdig med at udfylde de knap 800 MB harddisk på min computer. Jeg blev færdig med installationen, dobbeltklikkede utålmodigt på ikonet på skrivebordet, og hurtigt blev jeg nødt til at give PC-Gamers anmelder ret. Max Payne er et på mange måder et fuldkommen urørligt spil.

The American Dream...

Max Payne, succesfuld politimand og nybagt familiefar, lever det gode liv. Han er desuden lige holdt op med at ryge - røg er jo skadeligt for barnet. Han kommer hjem en aften efter en lang arbejdsdag og "in a New York minute" er hele hans drømmetilværelse forvandlet til et blodigt mareridt. Hans kone og lille barn findes brutalt skudt ned i hans hus, mens gerningsmændene er på vej ud. Der var tilsyneladende intet motiv, og den eneste grund til at Max ikke går i hundene, er på grund af hans gode ven Alex' støtte. 3 år senere (første bane) bliver Alex også skudt ned, og Max bliver hængt op for det. Max er nu ikke længere politimand, undtagen i mafiaens øjne, som vil have ham død, og med intet at tabe begynder Mr. Pain sin groteske, noget ustabile, odyssé gennem den værste snestorm New Yorks gader nogensinde har set. Det bliver ikke nemt for den gode Payne, fortidens spøgelser hyler igennem hans hærgede og lasede psyke... Men nu skal blod betales med blod.

Gameplay

Hele historien, om de dage i snestormen, fortælles i datid af Max Payne himself. Hver gang man finder et spor fortæller Max det, som om det hele var noget han tænkte tilbage på, og som oftest kommer han med en eller anden kommentar, noget, der har med hans relation til underverdenen at gøre, eller noget der har med det liv han aldrig fik lov at føre at gøre. Noget om hans afdøde kone og barn. Som oftest er det en reflektion over livet, eller andres liv, og mange små, næsten poetiske fremstillinger bliver præsenteret for os som Max arbejder sig igennem horder af forbryderhåndlangere i New Yorks slum-kvarterer. Langsomt samler han spor, og langsomt flyder han med strømmen længere og længere ud i et galehus af New York-bumser, gangstere og den russiske mafia. Ved hver cutscene ser vi en stribe af tre eller fire billeder, der nærmest er malet i akvarelmaling og ligner noget fra en impressionistisk tegneserie, eller som et udtværet foto. Det giver godt til stemningen, og er aldrig set før.
Spillet ses i 3rd person view, med et sigtekorn i midten af skærmen, Max Payne står så til din rådighed, så han kan skyde på alt hvad der nærmer sig. Selve konceptet i spillet er set en masse gange før, Max Payne tilføjer bare store mængder af spil-features, som er nye for computerspilsverdenen, og som hidtil kun er set i film. Generelt kan man bare rende rundt og skyde med sine to Berettas, en til hver hånd, og smide håndgranater og Molotov-cocktails til højre og venstre, men det er først når man begynder at komme i problemer, at spillets virkelige spænding ses. Her har man indført muligheden for "bullet-time", det vil sige, at alting foregår i slow-motion, pånær de funktioner man styrer med musen: at sigte på modstanderne. Det vil sige at der er absolut ingen spiltid fra man har løsnet et skud i fjæset på sin ene modstander, og til man skyder den næste modstander, ud over den tid det tager at trykke på aftrækkeren. Derudover kan man springe til siden eller bagud, liggende vandret i luften, mens man skyder, stadigvæk i "bullet-time" tydeligvis inspireret af filmen "the Matrix". Hele dette kampsystem tillægger spillet en intensitet og spænding når Max går i nærkamp med sin Ingram-uzi, som endnu ikke er set i nogen 3d-shooter. Det står klart, at the Matrix har været hovedinspirationskilde til Max Payne, det er der ingen tvivl om. Af og til ses eksplosioner også i slow-motion, meget som i the Matrix. Fordi the Matrix er af så stor betydning for dette spil, får det ikke 100% originalitet, men fordi bullet-time kun er set en gang før, og det i film, ikke computerspil, fortjener Max Payne stadig samtlige af alle sine 98% i denne kategori.

/>Som det første skydespil nogensinde er alt hvad man kan skyde med animeret. Dette gælder ikke kun pistolerne, også ammunitionen er animeret og har en decideret flugtsbane fra pistolen til målet. Det gør, at man rent faktisk kan se kuglerne hvisle forbi når man er i "bullet-time" (slow-motion), man kan se hvor pokkers tæt på den riffel var på at ramme noget ubehageligt på en, og man kan se som projektilet flyver forbi. Det resulterer altsammen i kampscener, Schwarzenegger ville misunde, en solid dosis spænding og et ganske vidunderligt gameplay. Indtil videre er spillet guds gave til enhver Matrix-fan, og det ville da være fedt at plaffe hinanden ned på denne umanerligt brutalt fede måde via nettet eller... Men nej, der er ingen multiplayerdel i Max Payne. Dette himmerige er i sagens natur også umuligt at lave, eftersom bullet-time handler om at kunne sigte hurtigere end alle andre. Hvis en spiller gik i bullet time, ville alle gøre det, og hvad ville så være fedt ved det?
Med på Cd'en er desuden en editor, hvori det er muligt at lave om på sin Max, så man kan få ham til at se ud på alle mulige underlige måder, eller man kan downloade dem fra nettet. Så meget mere ærgeligt at man ikke kan vise dem til andre via multiplay. Denne manglende feature er også det eneste der gør, at spillet ikke får mere end det gør i "holdbarhed", da der kun er en linær historie at holde sig til, og der er kun den. Men til gengæld er spillet bygget op med sværhedsgrader, på samme måde som Diablospillene. Man gennemfører spillet på den letteste grad, "fugitive", og så åbner man op for den næste, "hard-boiled". Når man har gennemført den, kan man spille "dead on arrival" og efter den, den ultimative udfordring, klar et level før tiden løber ud, in a "New York minute". Alle disse sværhedsgrader er der dog slet ikke adgang til lige med det samme, men det gør ikke så meget, for på "fugitive" er der en slags "autoalign" på sværhedsgraden; den bliver justeret af hvor godt man klarer sig, hvis man spadserer lige igennem spillet uden at tage skrammer, så bliver skurkene stærkere, altimens hvis man kravler igennem spillet uden ammunition og halvdød og forblødt, så bliver skurkene svagere, så man har en chance.

Grafik

Grafikken i Max Payne er intet mindre end uovertruffen. Endda en del mere. Spillet byder på en smukt animeret forfilm, flot animerede personer, ansigterne er ganske uovertruffent gjort og omgivelserne er uden sidestykke. Filmene i spillet anvender både spillets egen grafik, og en anden, noget speciel tegneseriegrafik, der er meget forskellig fra resten af spillet, men som er godt lavet, og som er meget stemningsfyldt. Det er dog stadig personanimationerne, der er hovedstyrken bag spillets grafik. Ved hjælp af en computer foto-teknik, har ansigter og tøj en skræmmende flot textur, en textur som vi snildt kan se hvor bærer hen, og som nok skal sætte standarden for den grafiske side af mange spil, lang tid fremover.

Lyd

Lyden er ganske fremragende, den er stemningsfyldt og god og mangfoldig, så man bliver ikke så let træt af den. Nogle steder er den direkte skræmmende. Nogle gange kan noget så uskyldigt som en junkie, der tripper i rummet ved siden af, eller bare lydtæppet fra et tændt fjernsyn, være meget skummelt at slås til. Vi nærmer os det groteske når Max kommer til at tænke på sit gamle liv, og begynder at høre barnegråd mellem skududvekslingerne. Herligt! En af de lydeffekter, jeg personligt synes bedst om, er når man går i bullet-time. Pludselig kan man høre sit hjerte slå. Temmelig højt endda, og ret langsomt. Det passer genialt! Musikken er meget god, dog bedst i startmenuen, hvor der spilles en stille vise på klaver for at understrege den noget triste, ret desperate stemning, der er hele spillet igennem.

Konklusion

Der er ingen tvivl; Max Payne kommer til at sætte standarder lang tid fremover, både indenfor grafik og gameplay, og bullet-time effekten tror jeg ikke, vi har set det sidste til. Der er potentiale til mange timers skydning i spillet, det er bare ærgeligt at systemet ikke tillader, at man deler oplevelserne i multiplay. Et fantastisk flot spil, 3D-Realms har tænkt i nye baner, da de skabte det... Meget originalt.