X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Heist [2000]


Du bragede gennem byen i et haglvejr af kugler flyvende om ørene på dig og en hørm af brændt gummi om din varevogn. Den varevogn, som skulle sikre dit liv i luksus. En varevogn der indeholdt en hel del penge, du har rekvireret på ilegal vis. Dit navn er Jimmy Conway. Jimmy "the Gent" Conway kalder de dig, og du er netop blevet bustet for et stort røveri på en pengetransport. Det gik desværre ikke! Politiet kom i vejen, og nu ser det ud til 15 år bag tremmer.
Men så var der nogen, der tilsyneladende fandt din karriere interessant, og betalte kautionen. Nu sidder du i en ukendt bil på vej ud af byen. Du ved ikke hvem det var, der fik dig ud, men det finder du nok ud af snart. Bilen stopper, du får stukket et telefonnummer i hånden, og bliver henvist til en telefonboks... Der kan du måske få svar?

Gameplay

Konceptet i selve spillet er set før, man er en skurk der skal tjene til dagen og vejen, (hvem sagde Grand Theft Auto?) selv om de enkelte detaljer varierer meget fra andre lignende spil, og der er mere historie i Heist end i GTA. Der er heller ikke mange biljagter i Heist, da størstedelen af de kriminelle akter foregår i (prefereret) rige personers hjem. Der er ingen flotte 3D-animationer, men grafikken er meget detaljeret, og proportionerne mellem mennesker, biler og bygninger er meget gode. Man må dog sige at grafikken er noget todimensionel, og er lidt kedelig at kigge på, men alt i alt giver det giver en meget god effekt, som gør spillet meget stemningsfuldt. I den første mission, hvor man står foran en telefonboks, kan man snildt fornemme den døde ørkenluft fra miljøet omkring en, bestående af en bunke skurvogne og campere, en enorm olieledning gennem byen, et motel, en skrotplads, en landevejscafé og et apotek. Her skal du skaffe folk til din sag, og de er lige så aparte som det miljø du er i. Dit hold skal så bestå af forskellige specialister, som hverisær har deres respektive pladser når indbruddet skal lykkes nemt og hurtigt og effektivt. Eksempler på disse folk er Miles "goggles" Nerdleigh, som er låsespecialist og IT-ekspert, og Col. Grant "Hamburger" Hill, våbenekspert og dødbringende præcis, så snart man iklæder ham en Desert Eagle. Der er flere holdmedlemmer efterhånden som man skrider frem i spillet, hvis individuelle evner alle skal bruges til at gøre holdet mere professionelt, og som alle skal findes og overtales på forskellige måder. Man må dog sige at der er forbavsende lidt action i indbrudssekvenserne, da alle indbrud foregår i et vindue, hvor man afvikler hele røveriet ved hjælp at to energibarer, hvor den ene repræsenterer hvor hurtigt du kan tjekke området ud, og den anden er et "suspiciometer" (el. et "mistankeometer"), og hvis du kan tjekke området af før suspiciometeret ryger til tops, kan du nu se to nye barer, hvor den ene er alarmen, og den anden er din effektivitet. Hvis alarmen er hurtigere end du er effektivitet, går den af, en høj skærende og belastende lyd, der ikke er til at tage fejl af, og som bliver ved i meget lang tid. Men hvis du er mere effektiv end alarmen er snedig, har du klaret indbruddet, og du får lov til at røve stedet for alt hvad der måtte have en interesse. Hvis det er for svært kan man få effektiviteten til at stige ved at medbringe "Goggles" med en dirk til låsene, og "Hamburger" til at pacificere eventuelle højtråbende beboere. Det er en interessant idé at fjerne al action fra et spil som handler om rå kriminalitet, men det er nu noget kedeligt. Nogle gange er det fristende at gå alene ind i husene for bare at vente til alarmen går af, for kun at begynde at skyde vildt og inderligt på alle de politifolk der er dumme nok til nærme sig. Det er bare ikke altid, at man får lov til bare at bryde ind i husene og gå igen, der er nogle opgaver der skal løses ved, eksempelvis først at bestikke sig til nogle oplysninger, måske true sig til dem, få fat i falske ID-kort eller andet godt, for tilsidst at infiltrere en bygning og komme ud igen i en fart, før nogen opdager noget.
Spillet er bygget op som et typisk spil i RPG-genren, set i fugleperspektiv i ca. 45 graders vinkel, ganske som vi har set det i talløse andre RPG-spil, som Diablo, Little Big Adventure, Baldur's Gate og Fallout. De folk man render rundt med er dog bittesmå, og det kan være svært at forholde sig til dem og få dem til at fremstå med personlighed, som man helst gerne skal kunne i sådan nogle spil. Det gør det svært for spillet at fastlåse en i længere tid, da ens folk, udover deres irriterende stemmer der afslører lidt om deres syn på verden, og deres alias, (og Jimmy "the Gent" er der nu ikke meget gentleman over) ikke har nogen substans. Personerne er udstyret med en middelmådig AI, folkene i spillet kan ikke klare de store opgaver selv, men de bliver ikke stående hvis man render ind i et træ eller noget i den retning. Der er desuden mange sjove detaljer i spillet, som i grunden ikke skal bruges til noget. Politiet i spillet har eksempelvis individuelt udstyr, men de er ALLE TIL HOBE udstyret med en DONUT, som man kan bruge til absolut ingenting. Fremragende feature!!

Grafik

Som sagt er grafikken ikke særlig spændende, men den er stemningsfyldt, selv om man godt kan blive noget træt af den i længden. Der er ikke ret meget nyskabende i grafikken, der er ikke noget der ikke er set før, men introen er meget god, omend noget vildledende, da der ikke er meget biljagt i spillet, som der nu er i rige mængder i forfilmen. men man får en fornemmelse af hvad spillet ellers handler om nemlig forskellige slags penge: sorte penge, beskyttelsespenge, hvidvaskede penge og blodpenge!
Startmenu og interface er meget brugervenligt. Man kan vælge mellem start spil, load spil og exit, så det skulle være til at finde ud af. Det er for simpelt. Der er i spillet næsten ingen options, og man har ingen muligheder for at se en oversigt over grafik-indstillinger, genvejstaster og vigtigst af alt: at kunne ændre på lyden! Det mangler fuldstændigt!

Lyd

Lyden i Heist er ikke særlig imponerende. Hver gang man beder en af sine Heisters om at bevæge sig, kommer han med en ellere anden bemærkning, såsom "oooh, you're making me mad" eller "whadamI deaf?!" eller bare "yes sir"!! Det kan være meget godt at man ved at ens Heisters har forstået hvad man vil have dem til at gøre, men når de siger det samme igen og igen og igen bliver man irriteret på dem, og slukker for lyden. En anden ting der er virkelig generende er alarmen, der, hver gang man dummer sig i et røveri (og det gør man utvivlsomt et par gange), begynder at kime: En skinger, høj tone, der går i gang, og bliver ved... og bliver ved... og ved... og så slukker man igen for lyden. Denne alarm er desuden også ens, uanset om man bliver opdaget i at stjæle fra en skurvogn eller fra en velbeskyttet bank. Det skal dog siges, at spillet ikke er uden brugbar lyd, og de fleste kontaktpersoner der er i spillet har deres egen stemme, som er ganske velplacerede og stereotype.

Konklusion

Alt i alt er Heist et udmærket spil, der er et ganske udmærket koncept, omend lidt svært at klassificere. Der er mange detaljer i spillet der er ganske gode, og gameplay og originalitet er udmærket. Men jeg tror at Heist hovedsageligt vil være et genrefan-spil, da det er lige langsommeligt nok for mange andre. Men hvis du kan lide princippet spil som GTA, men synes at der er lige lovligt meget fart på, er Heist lige noget for dig. Det går ikke så hurtigt, men der er tidspres på alligevel.
Derudover er Heist et forfærdeligt svært spil, ikke så meget fordi, man ikke kan klare opgaverne, det er (som oftest) ikke så svært, men man har kun ca. en dag pr. opgave (det varierer nu noget). Det er ikke ret meget, når et sekund er et minut i spillet. Det tog mange forsøg at komme videre fra første til anden mission. Men det er sikkert at enhver der ville finde det interessant at opleve skyggesiden af de store amerikanske byer, vil ligeledes finde Heist spændende.
Elementer som standsning af pengetransporter, bankrøveri, bestikkelse, fængselsoperationer, manipulation og beskidte penge er altsammen koncentreret i Heist.

Heist [2000]
Anmelders vurdering
67%