Undying: Clive Barker's

Der har altid været noget specielt over gysere. Måske er det vores indbyggede søgen efter skræmmende ting, det gør, at vi mennesker elsker at blive skræmt - hvis der vel at mærke ikke er noget rigtigt at være bange for.
Indtil nu, så har filmmediet stået for den største andel af koldsved og rejste nakkehår, og det er kun for nylig, at computeren er begyndt at gøre sit indtog i den genre.
Med spil som Resident Evil, Silent Hill og Dino Crisis har PlayStation indtil nu været den platform, der har kunnet prale af flest horror-spil. Og ovenstående er da også veludførte spil, der forstår at skræmme på mange måder.
Nu er der så til gengæld kommet et PC spil, der er bygget over en roman af gyserforfatteren Clive Barker, og jeg kan afsløre, at Clive Barker's Undying slår alle andre gyserspil til dato.

Et gyserspil med manér

Som allerede skrevet er Undying et spil, der er lavet over en roman skrevet af Clive Barker.
Spillet foregår i 1923, og man indtager som spiller rollen som en veteran fra 1. verdenskrig ved navn Patrick Galloway. Da krigen var på sit højeste kæmpede Galloway under befalingsmanden Jeremiah Covenant. De to oplevede mange grufulde ting under krigen, bl.a. en kamp mod diverse genoplivede soldater. Under denne kamp blev det meste af Covenant og Galloways deling udslettet, men det lykkedes de to at slippe væk. Og det lykkedes endda Galloway at slippe væk med en mystisk grøn sten, som en af de genoplivne soldater havde brugt til at blænde ham.

Nu, næsten 10 år efter krigens afslutning, får Galloway et brev fra sin gamle krigskammerat. Der foregår meget slemme ting hjemme på Covenants slot i Irland, og han beder Galloway komme hjem og hjælpe ham.

Selve spillet

Clive Barker's Undying er et meget specielt spil. Ikke fordi det er specielt nyskabende på nogen måde - faktisk er der tale om et temmelig ordinært 3D action spil, der kører på en opgraderet udgave af den motor, der også var at finde i Unreal.
Selvfølgelig adskiller Undying sig fra hoben af 3D spil derude på nogle punkter. F.eks. har man som spiller mulighed for både at bruge 'almindelige' våben som seksløbere, haglgeværer og tibetanske kanoner (Spil spillet, så forstår du…), og så er der også masser af spells man kan fyre i hovedet på sine modstandere. Undying indeholder i alt 8 forskellige spells, og nogle af dem er særdeles sadistiske. Den spell man starter med hedder scrye. Når man aktiverer scrye, så kan man, foruden at kunne se i mørke, også kigge tilbage i fremtiden eller ind i andre dimensioner. Denne effekt udnyttes fuldt ud i spillet. F.eks. kan man gå ind i et forladt børneværelse, der ved første indtryk ser temmelig uinteressant ud. Scry'er man rummet, så kan det nok være rummet bliver noget helt andet, da man så kan høre barnelatter forstumme og blive til gråd for derefter at forsvinde. Dette er bare én af de effekter scrye bliver brugt til, og jeg skal love for, at man til tider kan blive helt ekstremt dårligt til mode, hvis man scry'er bestemte steder.
Scrye er som sagt kun én af i alt 8 spells. En anden spell giver mulighed for at genoplive de døde. På den måde kan man genoplive et monster man lige har dræbt - dog med den undtagelse, at monsteret nu prøver at dræbe sine tidligere artsfæller.
De forskellige spells giver en dejlig afveksling i spillet, og nogle af dem er virkelig genialt udtænkte.

Når man starter i spillet befinder man sig på Covenants gods. Godset bliver hurtigt fyldt med alverdens kryb og kravl, og man skal dels have en hurtig hjerne og en hurtig aftrækkerfinger for at overleve.
Senere hen kommer man via forskellige uhyggelige gange

dybere ind i godset, og mens tjenestefolkene bliver bestialsk dræbt om ørene på en, så kan man undersøge diverse bøger man finder undervejs. I disse bøger er der vigtige hints til handlingen, og man får et helt andet indtryk af spillets univers, hvis man giver sig tid til at læse.
Hele spillet foregår dog langtfra på Covenants gods. Senere hen skal man bl.a. på opdagelse i nogle meget, meget uhyggelige korridorer under en kirke, og man skal også plyndre gravsteder og meget, meget andet.
Banearkitekturen i Undying er meget imponerende - dels fordi det som sagt kører på den enormt kraftige Unrealmotor.
Der er smukt oplyste trappeopgange, hvor månen skinner ned gennem loftsvinduet, og får de blafrende gardiner til at ligne spøgelser. Der er totalt scary, klaustrofobiske gange, hvor man nærmest famler sig frem i mørket, mens man kan høre en savlende varulv meget tæt ved.
Det er denne helt ubeskriveligt uhyggelige stemning, der gør, at Undying er et spil, der opnår klassikerkarakter her på KonsolNet. Det er simpelthen det spil med den bedste atmosfære, vi nogensinde har oplevet.
For at gøre spillets helt specielle stemning endnu bedre, så fremkommer der lejlighedsvis forskellige real-time sekvenser, hvor historien fortælles videre. Disse sekvenser kan have helt filmisk karakter. F.eks. kan jeg huske en sekvens, hvor man flyver hurtigt gennem en masse gange, og hver gang man passerer en dør, så lukker den med et højt knald. De fleste sekvenser foregår dog på den måde, at man kun kan kigge sig omkring, mens handlingen udspiller sig foran én.
Der er også lavet sekvenser, når man dør. F.eks., hvis man så uheldig at blive dræbt, så har hvert monster sin egen sekvens, hvor det gør ubehagelige ting som at suge en ned under jorden, bide halsen over på en - eller slet og ret rive ens hjerte ud og æde det. Det er ikke for sarte sjæle.

Grafik

Grafikken har jeg allerede været meget inde på, og når jeg fortæller, at det er Unreal motoren der kører showet, så ved de fleste, hvad de kan vente sig - nemlig textures i absolut særklasse, flot opbyggede polygonmodeller og virkeligt flotte lyseffekter. Jeg savnede intet ved Undyings grafik, dog er spillets hardwarekrav lidt hysteriske, men det er vi jo efterhånden vant til. Uden på pakken anbefales en 500 MHz Pentium III, men jeg vil nu påstå, at spillet først kører tilfredsstillende på min. en 700MHz'er. En godt 3D kort er også et krav.

Lyd

Lyden i Undying er det, der bidrager mest til at skabe den helt fantastiske stemning, der er i spillet. Der er indspillet utallige lydeffekter i en lækker kvalitet, og de bidrager på helt fænomenal vis til at løfte spillets stemning til højeste niveau.
Mht. musik, så savnede jeg heller intet dér. Selvfølgelig er der ikke så meget af den i spillet, men det gør nu ikke noget, da lydeffekterne helt har overtaget den rolle musikken for det meste har: Nemlig at skabe atmosfære.

Konklusion

Clive Barker's Undying er en klassiker - ingen tvivl om det. Den uhyggelige stemning der er at finde i spillet gør virkelig alt for at man som spiller sidder yderst på kanten af sin kontorstol, blot for at falde ned på gulvet af skræk, når et monster pludselig angriber fra en mørk skygge.
Måden, hvorpå grafik og lyd arbejder sammen på at skabe den perfekte stemning er ikke noget man som anmelder ser hver dag - og når det lykkes så godt som det er i Undying, så kommer de høje karakterer frem.

Undying er klasse fra start til slut. Selvom man nogle gange kunne savne den manglende multiplayermode, så er Undying unægteligt et single player spil, og et virkeligt godt et af slagsen.