X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

UEFA Dream Soccer


Silicon Dreams har for tredie gang på et år sendt et fodboldspil på markedet til vores kære Dreamcast. Spørgsmålet er så om vi denne gang har fået et ordentligt et af slagsen, for det skal ikke være nogen hemmelighed at de første 2 ikke var gode nok til fodboldspillenes Premier League. De første 2 spil gik under titlen Worldwide Soccer, men denne gang har Silicon Dreams dog slået sig sammen med Infogrames og derfor hedder spillet nu Uefa Dream Soccer. Et af de største kritikpunkter ved de første spil var blandt andet at det var alt for nemt at score (den såkaldte Fifa-syge). Var man bare en anelse øvet kunne man pløje sig lige igennem ethvert forsvar og udplacere de ikke alt for kompetente målmænd. Udover denne graverende fejl var spillene faktisk ganske udemærkede, så det var med stor iver at jeg satte GD-rom'en i min DC for at finde ud af om man denne gang kunne få en fodboldoplevelse af de helt gode, for er der noget DC'en mangler er det et godt fodboldspil. Så lad os snøre støvlerne og komme i gang. Efter at have set på en ca. 8 sekunder lang intro kommer man ind på titelskærmen, hvor man så har flere valgmuligheder. Du kan vælge mellem 'arcade mode' og 'traditional mode' og den eneste forskel på dem er at den slags kampe/turneringer man spiller er forskellige. Vælger man 'arcade mode' får man straks en masse andre valgmuligheder og det lader til at der er skelet lidt til beat'em-up genren her. Ihvertfald er det sjældent at se 'time attack' og 'survival mode' i et fodboldspil. Time-attack går i al sin enkelthed ud på at score så hurtigt som muligt inden tiden løber ud og uden at selv indkassere et mål. Survival-mode giver vel næsten sig selv i og med at man starter med at spille og så gælder det om at lave så lang en sejrsrække som man nu kan. Udover dette er der også en såkaldt 'global domination' mode som er en anelse mere indviklet. Man starter med at vælge et hold og så gælder det om at erobre verden. Man vælger hvilket kontinent man vil starte med og man bliver derefter placeret i en liga hvor man spiller mod de andre, men så er det det bliver 'anderledes'. Placeringen i ligaen er nemlig ikke baseret på 3 point for sejr og så videre. Næ, man får points i løbet af kampene og bliver derefter rangeret ud fra dem. F.eks. giver det et vist antal point at ramme stolpen, men skud på mål og gode tacklinger giver også points. Man kan selvfølgeig også få minus point hvis man laver frispark eller får gule/røde kort. Desuden er der bonuspoint at hente hvis en af dine spillere laver hattrick eller du holder målet rent. Når man så har besejret alle holdene på det pågældende kontinent møder man derefter et allstar-hold og vinder man denne kamp kan man fortsætte til næste kontinent. Man kan desuden ikke bare blive ved med at tabe, da man kun har et bestemt antal liv afhængig af sværhedsgraden. En egentlig meget interessant idé og det er rart at der er noget nytænkning en gang i mellem. Desuden indeholder arcade mode et 'team challenge' hvor man vælger 3 hold og man møder så computerens 3 udvalgte og målet er at vinde flere kampe en computeren. 'Gender challenge' er en variation af førnævnte, her møder man bare kvindelige spillere. Til sidst er der den tradionelle 'versus mode' hvor man bare vælger hold og spiller uden der står noget på spil. Når man så har leget færdig i arcade-mode kan man jo passende hoppe over i traditional-mode, hvor man finder de mere normale ting som ligaer og pokalturneringer. Denne mode indeholder både klubhold og landshold og der er en del at vælge imellem, uden at det på nogen måde er prangende. Udover alle disse modes er der selvfølgelig også en masse options, så man kan indstille tingene efter egen smag. Man kan vælge imellem 3 sværhedsgrader, hastighed og om man vil have 'intelligent shooting' slået fra eller til. Denne feature afgør om dine skud automatisk får retning mod mål, eller om de kan flyve ud på række 48. Man kan selvfølgelig også indstille kameraet på flere forskellige måder og man kan endda vælge en widescreen-mode, hvis man da har et tv af den nyeste slags. Vejr, lyd og meget andet kan selvfølgelig også justeres efter behag. Lyden er en ting som er meget essentiel i et fodboldspil og desværre må det siges at dette ikke rigtig formår at skabe den rette stemning. På selve titelskærmen er der et kort techno/trance-nummer der er oversyret med kommentator-samples, men det vigtigste er selvfølgelig selve tilskuerlyden under kampene. Under selve spillet på banen lever de egentlig meget godt med og der bliver sunget livligt. Problemet opstår mere når der bliver scoret, for jubelen er for det første lidt flad, og for det andet alt for kort til at det lyder overbevisende. Det er lidt som om de er ligeglade med om der blev scoret. Kommentatorerne er heller ikke det store sus og deres kommentarer er til tider temmelig malplaceret. Efter at have scoret til 8-0 i en kamp udbrød kommentatoren pludselig "can they hang on?". Øhm, jeg ved ikke med jer, men jeg tror at en 8-0 føring er rimelig sikker i de fleste kampe. Desuden kan de også finde på at nævne en fremragende aflevering. En aflevering der vel og mærke var over 40 meter, ned til eget mål. Heldigvis kan man jo slukke for dem og det gør man hurtigt. Grafisk er der ikke sket det helt store siden forrige version, selvom spillerne da har fået lidt flere animationer. Stadions og tilskuere ser faktisk temmelig flotte og troværdige ud og
målnettet er rigtig godt lavet, så nettet blafrer troværdigt når der bliver scoret. Til gengæld er der også et par ting at kritisere ved grafikken. F.eks. står stolperne ikke altid på baglinien, men 10 centimeter inde på banen. Linievogteren løber også frem og tilbage inden for sidelinien i nogle tilfælde og det virker en smule fjollet. Selve spillerne er også en blandet fornøjelse. Animationen er udemærket, selvom den hakker en del i visse tilfælde og selve ansigterne er direkte grimme at se på. En anden ting man kan bide mærke i er, at alle trøjerne er ufattelig grimme. Det beror mest på at de alle sammen har fiktive reklamer og det får det hele til at se lidt kitch-agtigt ud. Spillernes løbe-animation er direkte latterlig. Jeg ved ikke om de har meget stramme shorts på, men de tager ihvertfald ufattelig mange skridt, og helt tåbeligt bliver det når de spurter. Til gengæld ser det flot ud når de lægger en aflevering, da de drejer ryggen og svinger armen før de lægger afleveringen. En anden lille detalje, som måske er uvæsentlig, er at selve vejret ikke er specielt overbevisende. Det ville være rart at når det regnede eller sneede, at det så virkelig føltes som uvejr, istedet for denne slags idylliske form for let dalende snefnug og en temmelig adspredt regn. Banerne er til gengæld fint lavet og græsset ser nydeligt ud og målfelterne er slidt visse steder. Menuerne er derimod lidt kiksede og det kunne snildt være lavet bedre. Selve gameplayet kan dog opveje alt dette, da det jo er det det i bund og grund drejer sig om. Desværre må det siges at vi må vente endnu længere (forevigt?) på et rigtig godt fodboldspil. At sige at det minder meget om de 2 foregående spil er en underdrivelse, da gameplayet stort set er det samme. Der er dog sket enkelte forbedringer. Målmændene er mere aktive inde på stregen og vipper akrobatisk langskud over stangen eller kommer ud og bokser indlæg ud til hjørnespark. Til gengæld er den kunstige intelligens ikke for smart. Hamrer man f.eks en bold væk fra egen banehalvdel uden en angriber i syne, ville det være rart hvis målmanden kom ud af sit felt og sparkede den væk eller afleverede den til en medspiller. Men disse målmænd har åbenbart fået forbud mod at forlade målfeltet, da de stort set aldrig forlader dette. Det passer jo meget godt til forsvaret der som regel står alt for dybt. Man kan i mange tilfælde komme helt til kanten af feltet før der er nogen der overvejer at stoppe dit fremstød. Markeringer er også en by i Rusland, da det nogen gange kan lade sig gøre at finde en helt blank medspiller på straffesparks-pletten efter et direkte frispark. Ikke en forsvarer i miles omkreds, og hvis der endelig er nogen kigger de beundringsværdigt på mens du putter bolden i kassen. En anden ting der ødelægger noget af gameplayet er at spillerne tit skal vente med at udføre dine kommandoer indtil den pågældende animation er afsluttet. Det kan være enormt frustrerende når man er ved at lægge en afgørende afleveringer, men ender med at tabe bolden fordi der lige skulle vises en flot animation. Desuden har spillet en stop-start tendens, hvilket vil sige at det slet ikkeflyder som det burde. Bliver man f.eks tacklet, skal din spiller lige tænke sig om i 2 sek. før han finder ud af hvad han derefter vil. En anden garverende fejl er den måde animationen nogen gange 'fryser' på. Jeg skulle lige til at skyde, men pludselig stoppede min spillers animation og bolden blev bare liggende. Det er ærligt talt lidt pinligt at sådan en fejl kan slippe igennem diverse tests, for den sker i næsten hver anden kamp. En god ting ved spillet er at man kan lave mål fra stort set alle vinkler og på alle måder og det er jo rart. Til gengæld er det som sædvanlig for nemt at score, hvilket igen får en til at tænke i Fifa-baner. En anden feature som jeg personligt ikke bryder mig om, er selve skud-systemet. Jeg foretrækker klart at spillerne har individulle skud-ratings og at man så kan holde knappen nede for at bestemme højden på sit skud, ala ISS. Her fungerer det lidt anderledes, i og med at man holder knappen nede for at bestemme skudstyrken og derefter skal trykke modsat løberetningen på sit joypad for at determinere højden. Nogle vil mene at den feature er ok, men jeg synes den er lidt klodset. En ting jeg undrede mig meget over er at spillet har 'UEFA' i sin titel, men det betyder åbenbart kun at holdnavnene er rigtige. Som jeg nævnte tidligere så er trøjerne grimme og på ingen måde lig de rigtige og desuden er der ingen af spillerne der har de rigtige navne. Der er ikke engang en editor hvor man kan rette dem og det er lidt tyndt. Det mest irriterende ved spillet er dog den fornemmelse der hurtigt strømmer op i en. Nemlig at man er lidt ligeglad med hvad der sker på banen. Den følelse som ISS Pro Evolution har, hvor man virkelig føler at enhver tackling er vigtig og hvor man skal planlægge sine angreb nøje, er slet ikke til stede her. Dertil er AI'en for dårlig og spillet for rodet. Nu ved jeg godt at ISS er toppen af kransekagen og at det ikke findes på Dreamcast, men det virker mere som en dårlig undskyldning. Facts er at Uefa Dream Soccer har mange gode idéer, men de bliver bare ikke udført på banen.

Nu lyder det måske som om dette er et forfærdeligt spil, men det er ikke tilfældet. Det er bare utroligt skuffende endnu engang at sidde med et middelmådigt fodboldspil, især da mange Dreamcast-ejere havde set frem til det.

UEFA Dream Soccer (EU)
Anmelders vurdering
5.5/10