X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Street Fighter III: 3rd Strike: Fight For The Future


Endnu en 2d-fighter fra Capcom ankommer på en 128-bit platform og ih, hvor er man overrasket... Eller!? De fleste tilhængere har grædt og jublet over SF-serien, siden det klassiske 'Street Fighter II' (SFII) til SNES. Det var dengang det handlede om pure overskueligt gameplay. I dag præges mange 2d-fightere af sindssyge combos, der bare er der for at se smarte ud og tager en evighed at mestre. I visse tilfælde ender det med, at frustrationen overskygger glæden ved spillet og man siger til sig selv: "Nu kan det være nok... gider ikke bruge min dyrebare tid for at mestre en ligegyldig combo!". Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at et kampspil skal være så kompliceret? 

2d-fighters har for vane at være langt mere actionpræget pga. "hurtigt gameplay" i forhold til visse langsomme 3d-fighters, men i den senere tid er vi heldigvis stødt ind i 'Soul Calibur' (SC) og hvem gider så se på et 2d-spil? 'Street Fighter III: 3rd Strike' (SFIII: 3rd Strike) er i 2d, men ikke BARE i 2d - dette er noget af den mest arkade-perfekte 2d-konvertering Capcom har leveret til dags dato på en hjemmekonsol!

'3rd Strike' er som titlen antyder, det tredje spil i denne 'SFIII'-trilogi (glem 'Double Impact'), og hvad har så ændret sig siden 'SFIII: Double Impact' (som indeholder SFIII:World Impact + Second Impact på én GD-Rom)? Der er tilføjet fem nye karakterer, bl.a. Chun Li (og hvilket gensyn!), Q (med en uvis fortid, som skjuler sit ansigt bag en suspekt maske og 'Matrix'-lignende trenchcoat), Makato (irriterende karate-girl!), Remy (Guiles afdankede "tvillingebroder" med Sonic Boom-skud og skummelt grønt hår samt en påklædning taget lige ud af SNKs 'King Of Fighters'-serie) og endelig "12" (kønsløs væsen med morph-egenskaber ligesom "Glacius" fra 'Killer Instinct').

Capcom har i denne fighter implementeret noget - for genren - særdeles nyskabende kaldet "System Direction", dvs. et system der giver spilleren mulighed for at ændre gameplayet efter behov. F.eks. som default kan man ikke lave en "luft-blockering", hvilket er hverdagskost for tilhængere af 'SF Alpha'-serien. Via disse "System Direction"-options, kan man derfor totalt ommøblere gameplayet, så der pludselig er mulighed for luft-blokering og derfor ekstra spilleglæde for pengene og for SFIII-skeptikere. Fans af SFII, dvs. puristerne tager selvfølgelig afstand fra dette unødvendige tiltag.

I denne importversion, tog jeg dog selv afstand fra det overordnede system, da menuen er japansk, så det er umuligt at vide, hvad for en funktion der aktiveres, når der vælges noget (og der kan foretages adskillige ændriger).

'3rd Strike' minder på mange punkter om 'SFII', hvad angår både gameplay og grafik. Gameplayet er mere rent og teknisk set overlegent i forhold til 'Street Fighter Alpha'-serien. I '3rd Strike' handler det nemlig ikke kun om at blokere sig igennem kampene, og lave ultra-destruktive combos. Niks, her skal man øve sig meget på at lave en såkaldt "parry":

Det er lige modsat en blokering, dvs. i stedet for at blive ved med at holde retningstasten tilbage, trykkes der frem i netop det øjeblik, hvor modstanderen angriber, så dennes bevægelse dermed stoppes, hvor man i det øjeblik selv kan indføre et kontra-angreb. Det kræver virkelig timing og masser af øvelse, før man mestrer denne specialitet.
Tålmodighed er en dyd! Ydermere har man tre "Super Arts", dvs. kraftfulde angreb, der kun kan aktiveres, når ens kraft-måler er fyldt op. Inden hver kamp går i gang, skal man vælge en "Super Art". Disse udføres på samme måde (ned, nedfrem, frem + P), men har forskellige funktioner afhængige af den, man finder passende til en kamp. De fungerer som en slags combos ligesom i 'Alpha'-serien. Lige nedenunder figurens energimåler ses en såkaldt "Stun Gauge", dvs. spilleren har mulighed for at holde med figurens blodtryk og når barometeret er helt fyldt, besvimer ens vedkommende. Man restituerer ved at hive vildt i controlleren samt "button-bashe" (jeg anbefaler stærkt at købe et ARCADE STICK!).

Grafikken er for vild! Dette er 2d-grafik, der rykker, men den har også sin oprindelse på Capcoms kraftfulde 'CPS-3 arcadeboard' (Capcom System 3), og kun Dreamcast indeholder en tilstrækkelig sofistikeret hardware, som gør, at vi endelig kan sidde i vores små hjem med et grafisk arkadeperfekt mesterværk. Nul store pixels her, som 'Marvel Vs. Capcom 2', 'SF: Alpha 3'... Skam jer, ingen kommer i nærheden af dette grafiske vidunder.

Visse tydelige træk i en fighters "stance"-animation, dvs. kamppositur, har ændret sig en smule i forhold til 'SFIII'-forgængerne. Fx. Yuns stance var førhen noget mere stiv, hvor han nu er lidt mere i bevægelse. Elena er animeret på alle leder og kanter, som taget ud af en Disney-tegnefilm. Det skal ses (og hun er næsten nøgen!). Hugo (også kaldet Andora Jr. i 'Final Fight') er en af de største karakterer, og derfor regner man med tam animation, men næh, nej - alle hans muskler bevæger sig konstant og flydende. Ken & Ryus kampdragt bevæger sig som var den lavet af fotorealistisk stof (tid til at fælde en tåre...).

Et stort minus er baggrundene. De er meget matte og udtværede, og animation er en mangelvare her. Kun Hugos og Yangs bane skiller sig ud fra mængden. Hugos foregår i et børneværelse og hver gang han hopper, eller man bliver kastet rundt af ham, runger det i hele værelset og legetøjet smadres og flyver henover skærmen... sødt! På Yangs bane regner det... yep, mere skal der ikke til for at blive imponeret her :-)

'Street Fighter 2'-lydtemaet, kan vi alle nynne i søvne. '3rd Strike' byder på temaer, der nogen gange rykker, men mest går hen i glemslen, efter man har slukket for sin Dreamcast. Forestil dig intromusikken i 'SF2', og tilføj en gang rap musik + lidt jazz, og du har musikken til '3rd Strike'. Smag og behag, men en anelse alternativt og rytmen passer ikke helt ind i en kamp. Dog blev jeg lamslået af musikken i Yangs bane. Starten minder om introen fra en 'James Bond'-film, og ender med stemningen fra et 'Samurai Shodown'-kampspil. That's the spirit, men hvorfor kun denne bane? Boss-banen er også ret stemningsfuld, men det er ikke nok - vi vil have klassiske 'SF2'-hymner! Selve lydeffekterne er OK, og karakternes stemmer er synkroniseret godt. Især bossens (Gill) kommentar til en tabt kamp: "Kneel before your master!"

Alt i alt har vi her at gøre med en 2d-fighter af højeste karat. Som fan af genren føler man sig tilpas tryg ved '3rd Strike', da gameplayet er utroligt familiært og varieret, pga. "System Direction"-funktionen. Det gør det mere holdbart end forgængerne. Hvis du ikke har været tilhænger af en 2d-fighter, siden du så 'Soul Calibur' i funktion, bør du overveje at give dette kampspil en chance. Måske vil det kun nøjes med at feje benene væk under dig...

Street Fighter III: 3rd Strike: Fight For The Future (EU)
Anmelders vurdering
8.0/10

Street Fighter III: 3rd Strike: Fight For The Future   © Capcom 2000   (PS2)    1/5 Street Fighter III: 3rd Strike: Fight For The Future   © Capcom 2000   (PS2)    2/5 Street Fighter III: 3rd Strike: Fight For The Future   © Capcom 2000   (PS2)    3/5