The Mark Of Kri

Conans overmand

Der var engang, hvor Sony ofte blev kritiseret, til tider endda latterliggjort, for ikke at være i stand til selv at udvikle ordentlige spil. De tider må siges for alvor at være ovre. Det er The Mark of Kri er endnu et bevis på. Vi har testet denne herlige blanding af blod og Disney.

The Mark of Kri er historien om den unge og abnormt muskuløse kriger, Rau, der efter lang tids hård træning drager ud på et storslået eventyr for at redde verden, opdage hans families mørke hemmeligheder og samtidigt hans egen skæbne. Mere skal vi ikke afsløre her, for selv om historien ikke er overvældende dyb, så er den meget fint integreret i spillet og én af årsagerne til, at det er så fængende, som det er.

Gammel genre med nyt gameplay

Spillet er ved første øjekast et flot, men meget lineært hack & slash eventyr, hvor man på forskellige missioner kæmper sig igennem horder af fjender. Heldigvis viser det sig efter kort tid, at der under den meget tilgængelige overflade gemmer sig et medrivende gameplay, der hele tiden udvikler sig. Rau starter sit eventyr i en lille landsby, hvorfra han af landsbyens beboere bliver sendt ud på missioner i de omkring liggende områder. Til at starte med er Rau kun bevæbnet med sit trofaste sværd, men som spillet og historien skrider frem bliver hans arsenal udvidet med bue, økse og andet godt. Nærkampssystemet er noget helt nyt - faktisk så nyt at Sony forsøger at tage patent på det. Man styrer Rau rundt på banerne med den venstre analoge styrepind, mens man med højre vælger, hvilke af de forhåndenværende fjender, man vil kæmpe imod. Man kan vælge op til tre fjender ad gangen, men jo flere fjender, man vælger at kæmpe imod, jo færre muligheder har man for at udføre combos. Systemet er baseret på, at hver valgte fjende bliver tildelt en af knapperne kryds, cirkel og firkant. Har man kun valgt én eller to fjender er der derfor frigjort én eller to knapper til at udføre combos med. Med combos kan man hurtigere gøre det af med en fjende, men til gengæld er der så flere fjender, der er fri til at slå løs på Rau. Trekanten bruges til at "slippe" modstanderne med, så man i kampens hede kan omprioritere, hvilke fjender man først vil nedkæmpe. Systemet har sine mangler. Det kan være noget svært at vælge de rigtige fjender midt i kampene og skift fra ét våben til et andet tager for lang tid. Efter noget tids tilvænning fungerer det dog godt nok til, at man kæmper mod de mange modstandere, uden fuldstændigt at miste overblikket.

Mere i vente

Allerede efter første mission udvikler gameplayet sig fra at være et rent masseslagsmål til at blive en hel del mere raffineret. Rau lærer at snige sig og dræbe i stilhed i ægte Metal Gear

Solid stil, og da han kort tid efter også får fat i en bue, så han kan dræbe visse fjender på afstand, begynder spillet virkeligt at vise sin dybde. Herefter går der taktik i at vælge, hvornår de forskellige angrebsmetoder skal bruges, og der går sport i at klare sig igennem banerne uden at blive ramt eller opdaget. Til hjælp med dette har man kragen Kuzo. Rau har evnen til at se med Kuzos øjne, og det er derfor til stor nytte at sende kragen i forvejen for at sondere terrænet. Derefter kan man planlægge, hvordan man vil tackle den næste etape af banen, og i nogle situationer kan Kuzo endda bruges til at distrahere fjenderne, så man bedre kan snige sig ind på dem.

Ikke den store frihed

I negativ retning trækker det, at spillet på flere måder er meget lineært opbygget. Rau bliver meget håndfast ført fra én mission til den næste og banerne har ikke ret meget at byde på, når vi snakker hemmeligheder og skjulte smutveje. Der er nogle hemmeligheder at finde, men det kræver ikke ret meget udforskning at finde dem. Til gengæld får banerne noget replay værdi i og med, at man kan opnå diverse bonuser ved at udføre en række bestemte handlinger på hver bane. Spillet er ikke så langt, små 15 timers gameplay for at komme igennem første gang, men derefter kan man spille spillet i Time Challenge mode, hvor man skal dræbe et fastsat antal fjender så hurtigt som muligt og Body Count mode, hvor man skal dræbe så mange fjender som muligt indenfor et fastsat tidsrum, så spillet er ikke nødvendigvis dømt til at samle støv på hylden, når man har gennemført hoveddelen.

Meget stilren grafik og lyd

Grafisk er spillet en perle. Banerne og figurerne er tegnede og animerede af folk, der i fleres tilfælde kommer fra store tegnefilmsstudier og det skinner klart igennem. Rau langer død og ødelæggelse ud i nærmest balletagtig stil og banerne emmer af atmosfære, frodighed og kulør. Grafikken er tømret meget solidt sammen og udviklerne har virkeligt formået at skabe et overbevisende univers, der adskiller sig væsentligt fra den klassiske sværd- og trolddomsformular. Det samme gælder lydsiden. Baggrundsmusikken lægger et perfekt grundlag for grafikken og ændrer sig dynamisk i takt med det, der sker på skærmen. Lydeffekterne er klare og passende og i sær skuespillerne, der har lagt stemmer til spillet, skal have stor ros for deres præstationer.

Konklusion

Mark of Kri er et fabelagtigt actioneventyr, hvis småskavanker overskygges af dets flotte grafik, lyd og gameplay. Giver man spillet mere end en halv time kan vi næsten garantere, at man sluger resten råt. Det er ikke verdens længste spil, men der er nok bonuser at finde i spillet til, at det kan nydes, selv efter at man har gennemført det første gang.