X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

TOCA Race Driver


Her er et spil, som jeg virkelig har glædet mig til at se på PlayStation 2. De gamle TOCA spil til PSX står stadig i min hukommelse som nogle af de bedste bilspil, der er lavet. Derfor er det vel ikke så underligt, at jeg så meget frem til netop seriens første inkarnation på PS2.

Med historie?

TOCA Race Driver er på samme tid et meget traditionelt og utraditionelt bilspil. Hvis vi tager det mest iøjnefaldende med det samme, så indeholder spillet noget så unormalt som en spændende historie!
I spillet indtager man rollen som Ryan McKane, en ung racerkører, der gerne vil være ligeså kendt som sin ældre bror. Som McKane skal man så køre en lang række løb, alt imens historien udfolder sig ved siden af.

Gameplay

Selve spillets gameplay er lige ud af landevejen, for at sige det på den måde. Du får et, løb der skal køres - og så gælder det ellers bare om at trykke pedalen i bund og vinde. Med den gode historie i baghovedet, så er det lidt skuffende, at Codemasters ikke har fundet plads til lidt nytænkning i gameplayet også, men det går alligevel an.

Styringen er altid vigtig i et bilspil, og med TOCA har Codemasters ramt lige i plet. Man føler sig fortrolig med bilen lige fra start af, og den reagerer på ens mindste vink. Samtidigt kan man også hurtigt komme i uføre, hvis man sover i timen, og bilen skrider ud. Styringen er en perfekt blanding af nemt og svært, der meget gerne må ses i flere spil fremover.

En vigtig del af det sjove ved TOCA spil, har altid været muligheden for at køre bilerne fuldstændigt i smadder. Rammer man f.eks. ind i en
modkørende, så er det næsten sikkert, at et eller andet falder af begge biler, og bliver liggende på banen, så man kan være så uheldig at køre ind i det på næste omgang.
Skaderne på bilen er en vigtig del af spillet, og specielt i multiplay er det vanvittig skægt at køre sin modstander i smadder igen og igen - priceless fun!

Grafik

Jeg må nok indrømme, at TOCA har skuffet mig temmelig meget på grafiksiden. Frameraten er i og for sig ok, det negative er selve grafikkens look, der er meget udtværet og utydeligt. Man bliver konstant mindet om grafikkens mangler, når noget flyver af ens bil, og man ikke kan se, hvad det er, da grafikken er for dårlig.
Ok, jeg kunne godt have levet med den lidt skuffende grafik, hvis bare der ikke var slowdown mange steder, når der kommer mange biler eller sammenstød på ét sted. Desværre tager spillets framerate nogle gange nogen gevaldige hak, hvilket ikke er til at overse.

Lyd

Hmm… Spillets lydeffekter som stemmer og udskridning er i og for sig fine. De er ikke noget, der adskiller sig meget fra hoben, men derimod meget medium i kvalitet og egentlig meget anonyme.
Musikken er et godt stykke over middel, bl.a. fordi der er brugt hits fra virkelighedens verden - bl.a. Sweet Home Alabama, der jo altid er fed at høre.

Konklusion

TOCA Race Driver er lidt en skuffelse rent grafisk, men kan man leve med det lidt udtværede look, så er det stadig et af de bedste bilspil på markedet. Den fede styring og de livagtige skader giver masser af glæde for pengene, og det er bestemt værd at kigge nærmere på, hvis man er til bilspil.

TOCA Race Driver (EU)
Anmelders vurdering
91%

TOCA Race Driver   © Codemasters 2002   (XBX)    1/3 TOCA Race Driver   © Codemasters 2002   (XBX)    2/3 TOCA Race Driver   © Codemasters 2002   (XBX)    3/3