X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Tom & Jerry: War Of The Whiskers


Musen efter katten

At slå hinanden oven i hovedet med diverse instrumenter er en af hovedingredienserne i de gamle tegnefilm med Tom og Jerry. Hvad er derfor mere naturligt end et Super Smash Brothers lignende spil med de to arvefjender?

Den første gang man starter spillet, virker det som et spil med meget lidt indhold. Man kan spille alene eller mod en ven og man vælge at styre Tom eller Jerry. Det ændrer sig dog efterhånden som man får kæmpet sig igennem spillets singleplayerdel - Challenge mode. Her låses op for flere af de kendte figurer - hunden Spike og dens hvalp, den lille gule fugl Piphans, Toms rival Butch og seks andre. Også nye baner og en ny gamemodes bliver tilgængelig. Hvorfor man kæmper fortæller spillet dog intet om. Der er ikke skyggen af en historie, eller noget andet der kunne give kampene lidt mening.

Et stort arsenal

Målet i spillet er hele tiden at vinde over sin modstander. Enten ved at lave en knockout eller ved at have uddelt flest slag, når tiden løber ud. Der er flere måder, man kan gøre dette på. Den oplagte metode er ved hjælp af det slag eller spark hver figur har. En mere effektiv metode er dog at benytte sig af de til formålet placerede våben. I Tom og Jerry er det dog ikke det man normalt forbinder med våben, man bruger. Vaskemaskiner, fisk, meloner og en motorblok er blandt de mere end 75 forskellige våben spillet indeholder. Hvordan Jerry kan kaste med en vaskemaskine, skal man ikke tænke over, hovedsagen er, at de mange forskellige våben er morsomme og giver en fin variation i kampene. Den tredje og mest effektive måde at skade sin modstander på er ved at bruge banerne. Nogle baner indeholder nemlig nogle rigtigt onde instrumenter. Lykkedes det at slå så meget på sin modstander, at han ser stjerner, kan man løfte ham op og kaste ham mod disse ting. Det kan eksempelvis være noget elektrisk eller sådan en maskine, man kvaser biler med. Selve styringen er der ikke meget at sige om. Det er så nemt at styre, at aldersgrænsen på 3 år næsten er for høj.

Lidt taktik
Sværhedsgraden er dog på den mellemste indstilling ikke specielt nem og man må se sig slået de første mange gange man prøver. Efter nogle kampe opdager man, hvilke våben der er gode at samle op og hvilke man med fordel kan overlade til modstanderen. Der er hele tiden en smule taktik i at vælge de rigtige våben. Vil man gennemføre spillet på højeste sværhedsgrad er der masser af udfordring i det, på den laveste indstilling er det lige modsat. Men når det så er gjort og man har låst op for de ekstra baner og figurer får man ikke mere for den 25 øre.

Multiplay

Medmindre man har et ekstra joypad og en ven at spille med. Det er nemlig i multiplayerdelen at spillet er bedst. Det er samme måde, man kæmper på, men med en menneskelig modstander er de fleste spil jo sjovest. Det er også muligt at spille med tag-teams som vi kender det fra Tekken. Hver spiller har så to figurer, som kan skiftes ud løbende. Det tilføjer et lille taktisk element til spillet og er da også klart den sjoveste måde at spille multiplayer på. Det største plus ved multiplayerdelen er dog, at spillet er så nemt at gå til. Derfor kan selv den mest uerfarne modstander hurtigt blive en trussel.

Sjov og spas

Spillets grafik er simpel og kun et minimum af, hvad man kan forvente af PS2'en. Den er kantet, da antallet af polygoner er meget lavt og teksturerne er slørede og i en ret lav opløsning. Kan man se forbi dette, har spillet dog en meget flot animation. De forskellige figurer bevæger sig nøjagtigt som man kender det fra tegnefilmene og alle de sjove ting som øjne der næsten falder ud af hovedet, og Tom der bliver flad som en pandekage, når han får en guitar i hovedet, er selvfølgelig med. Også på lydsiden er spillet morsomt. Det kan godt virke underligt at høre Tom og Jerry tale, men det er godt lavet og ganske sjovt. Musikken minder meget om det fra tegnefilmene og passer rigtigt godt til spillet.

Konklusion

Som et party-spil er Tom & Jerry: War of the Whiskers ganske sjovt. Det når ikke Super Smash Brothers, men er man vild med Tom og Jerry, er spillet bestemt værd at se nærmere på. Spiller man kun alene, kan man derimod godt finde langt bedre steder at bruge sine penge.

Tom & Jerry: War Of The Whiskers (EU)
Anmelders vurdering
3/6