X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Dr. Muto


Gal videnskabsmand til undsætning

PlayStation 2 er efterhånden ved at være overrendt af gode platformspil, så spørgsmålet er, om der er plads til endnu et. Midway gør med Dr. Muto et helhjertet, humoristisk anlagt og ærligt talt noget overraskende forsøg på at fravriste dominansen fra Ratchet & Clank, Jak & Daxter, og hvad de ellers måtte hedde.

Midway, der ellers ikke er kendt som den store udvikler af originale spil, har med Dr. Muto skabt et meget gennemarbejdet univers, der, selv om det stadig ikke er voldsomt originalt, er fyldt med humor og gode træk. I den indledende, flotte og temmelig lange introduktion, får man fortalt historien om Dr. Muto, den halvskøre og måske misforståede videnskabsmand, hvis liv har bestået af en lang række ulykker forårsaget af hans fejlslåede eksperimenter. Alligevel er det Dr. Muto, man modvilligt henvender sig til, da verden står overfor en alvorlig energikrise, som kun hans seneste opfindelse kan afhjælpe. Det går selvfølgelig galt. Faktisk går det så galt, at hele kloden springes i stumper og stykker og det er derefter Dr.Mutos sure pligt at få rettet op på miseren. I samråd med hans trofaste computer, Al, påbegynder han en rejse, der vil strække sig over adskillige planeter, hvor han skal samle de ting og sager, der vil gøre ham i stand til igen at få kloden samlet.

Det ligner dem slet ikke, Doktor

I praksis er der tale om gameplay i stil med de fleste andre platformspil til PlayStation 2, med vægten lagt godt og grundigt på indsamlingen af diverse dingenoter. Dem er der nemlig mange af og de skal stort set alle sammen samles for at kunne vedligeholde dele af doktorens eksisterende maskineri, eller for at bygge nyt, der så kan hjælpe ham på vej. Er man til denne samlermani i platformspil, er det ganske fornøjeligt, men vil man hellere bruge sin tid på at klare actionsekvenser, kan det muligvis blive lidt trættende. Den skøre opfinder, som Dr. Muto er, har han også opfundet en himstregims, der gør ham i stand til at transformere sig om til forskellige dyreformer. Det kræver blot, at han får fat i en prøve af det pågældende dyrs DNA, og det er denne feature, der bland andet er med til at gøre spillet interessant. Efterhånden, som man kommer længere i spillet, får man adgang til flere dyreformer, og det er så op til en selv, at finde ud af, hvordan man bruger dem bedst. Det gælder både, når det drejer sig om at klare forskellige af spillets passager, og når man for eksempel skal kæmpe imod spillets bosser. Denne form for gameplay er ikke noget nyt fænomen - senest har vi set lignende i Ratchet & Clank, men i Dr. Muto bliver der gjort endnu mere brug af det. Det giver lidt ekstra til et spil, der gameplaymæssigt ellers ville have været en forholdsvist ordinær omgang.
Grafik af høj kvalitet

At Midway virkelig har sat alle ressourcer ind for at gøre Dr. Muto til noget særligt, ses tydeligt på grafikken. Ikke bare de computeranimerede filmsekvenser er af en meget høj standard, også under spil skinner det tydeligt igennem, at der ligger dygtige folk og gedigent håndelag bag. Over alt på banerne finder man små detaljer, varierede teksturer og et meget gennemført design, der får den gode doktors vanvittige univers til virkeligt at komme til live. Det samme gælder animationerne, der også hører til i den absolut bedre ende af skalaen. Igen er det den grad af detaljer, Midway har givet sig tid til at lave, der gør, at man bliver revet med ind i verdenen og har lyst til at blive. Det eneste rigtige minus er, at kameraføringen til tider kan være irriterende. Det kan for eksempel finde på at dreje, så man pludseligt går i en hel anden retning, end den man havde tænkt sig. For det meste går det helt ok med at manøvrere sig rundt, men bliver man let irriteret over unoder fra kameraet, bør man teste, før man køber.

Det lyder da skørt

Skulle der være endnu et "men", bliver det ikke på grund af lyden i spillet, der også er helt igennem solid. Stemmerne er gode, lydeffekterne tilpas skøre og alt sammen lyder det meget klart. Dr. Mutos computer, Al, der med foruroligende rolig stemmeføring fortæller om forestående katastrofetilstande, og som er en tilsigtet åbenlys parodi på computeren HAL fra filmen 2001: A Space Odyssey , er et af højdepunkterne i spillet, og blot et enkelt eksempel på den gennemførte form for humor, man støder på over alt i Dr. Muto.

Konklusion

Dr. Muto kommer lidt ud af det blå, uden al den foromtale de store drenge i genren har nydt, men lad dig ikke narre af det. Her finder man et meget gennemført og charmerende platformspil, der bestemt ikke bør affærdiges bare på grund af manglende genkendelsesværdi. Er Dr. Muto lige så godt som Ratchet & Clank, Sly Raccoon og de andre store? Ikke helt. Gameplayet er trods alt ikke helt på højde med disse, og kameraet kan være irriterende, men er man til genren, og vil man have mere af denne type gameplay, så kan man helt roligt investere i Dr. Muto. Den fine humor i spillet vil alene gøre, at man næppe kommet til at kede sig undervejs.

Dr. Muto (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Dr. Muto   © Midway 2002   (PS2)    1/4 Dr. Muto   © Midway 2002   (PS2)    2/4 Dr. Muto   © Midway 2002   (PS2)    3/4