X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Bjarke Koch-Larsen

Retroanmeldelser


OuroborosSlayer
1992
I første klasse får jeg en NES og Super Mario Brothers i fødselsdagsgave. Maskinen formår dog aldrig at holde på mig og der skal gå en del år, før jeg køber mit andet spil til den.

1992-97
Jeg spiller en del forskellige spil på venners og SFO'ens platforme - heriblandt Bubble Bobble, The Great Giana Sisters, Raptor og en masse Amiga-, Commodore 64- og PlayStation-titler jeg ikke længere erindrer navnene på.

1998
Efter at være blevet præsenteret for Warcraft II til PC køber jeg en brugt PlayStation, da vi ikke har en computer der kan trække det. Ikke lang tid efter introduceres jeg for Final Fantasy VII af en ven, og det bliver et af de første spil til min nyerhvervede platform. RPG-genren bliver hurtigt en af mine foretrukne genrer. Jeg ser Zelda: Ocarina of Time hos en ven og forelsker mig øjeblikkeligt i det.

1999
Final Fantasy VIII skuffer gevaldigt. Jeg møder det første racing-spil, jeg kan lide: Rollcage. Det bliver hurtigt det mest spillede multiplayer-spil i huset. Jeg anskaffer mig Zelda og Super Mario Brothers 2 og 3 til NES'en - de første spil jeg har købt til maskinen siden jeg fik den. SMB3 underholder i lang tid, i modsætning til Doki Doki Panic i forklædning. Zelda imponerer, og spilles meget. Jeg får først nu gennemført Super Mario Brothers. Jeg låner en Nintendo 64 af en ven i nogle uger i sommerferien for at spille Donkey Kong 64, men Zelda 64 overtager hurtigt min opmærksomhed.

2000
Efter at have spillet Zelda til NES og N64 ved jeg, at serien er noget for mig, og jeg køber en brugt N64, for at kunne spille Zelda 64 og platformspil. Super Mario 64 imponerer og er stadig et af de bedste platoformspil, jeg har spillet. Senere på året køber jeg en SNES for at kunne spille Final Fantasy III og Super Mario World. Jeg introduceres for horror-genren via Resident Evil 2. Diablo II vækker min interesse for PC-spil, men langt det meste af tiden bliver stadig brugt på konsollerne, da det er her mine yndlingsgenrer befinder sig.

2001
Jeg anskaffer mig Metal Gear Solid, som giver mig den mest filmiske spiloplevelse jeg endnu har haft og bliver en af hovedårsagerne til, at jeg anskaffer mig en PlayStation 2. Parappa the Rapper vækker min interesse for rytmegenren. Bust-a-move 4, Tetris Attack og Tetris beriger min samling af puzzles, og er siden blevet spillet til uigenkendelighed. F-Zero X erstatter Rollcage, som det mest spillede racing-spil. Zelda: A Link to the Past bringer genren til nye højder for mit vedkommende.

2002
PlayStation 2 tilføjes den voksende samling af konsoller, og Jak and Daxter, Ico og Metal Gear Solid 2 overbeviser mig om, at den ikke var et fejlkøb.

2003
Gitaroo Man bliver er det hidtil bedste rytmespil, jeg har prøvet. GameCube anskaffes og Zelda: The Wind Waker fornyr sammen med Zelda: Majora's Mask min forkærlighed for serien. Commodore 64 anskaffes med det ene formål at spille The Great Giana Sisters, som jeg først finder på eBay flere måneder senere. Jeg er med til mit første konsoltræf og introduceres for Castlevania-serien og 2d-shmups.

2004
Jeg gennemfører mit første Castlevania-spil - Castlevania: Symphony of the Night - og er overbevist om, at det ikke bliver det sidste. Jeg spiller mine første shmups siden Raptor i form af bl.a. Star Soldier, Zero Gunner 2 og R-Type, og en ny genre er føjet til favorit-listen. Kingdom Hearts byder på min bedste spiloplevelse i lang tid. Jeg anskaffer mig mine første Sega-konsoller i form Saturn og Dreamcast.
Anmeldelse
18/06-04