Jeg tilhører den gruppe, der elsker at mindes Nintendos storhedstid. Dengang Super Nintendoen var det ypperste, og Square pumpede det ene geniale spil efter det andet ud til maskinen. Mest kendt er nok Chrono Trigger og Final Fantasy-spillene. Da Square så gik sammen med Nintendo for at lave et rollespil baseret på Mario-universet, var det en fantastisk nyhed for mig. Det var ligeledes en sørgelig nyhed, da det kom frem at spillet aldrig ville blive udgivet i Europa, ganske som vi også blev berøvet størstedelen af de andre Square-titler. Ikke desto mindre vidner spillet om en tid hvor Square og Nintendo var på samme hold, og er faktisk et originalt og underholdende spil.

Super Mario RPG lægger ud med den klassiske historie. Bowser har kidnappet prinsessen, og Mario indtager Koopa-slottet i forsøget på at redde hende. Men hvis Square skal have noget at have sagt, får Bowser ikke lov til at være slutbossen. Det bliver da også en kortlivet kamp, for snart falder et gigantisk sværd ned fra himlen og forviser Koopa-tropperne fra deres hjem. Slottet bliver lavet om til en fabrik, der producerer mekaniske monstre, og Mario får snart værre ting end familien Koopa at bekymre sig om. Sådan begynder Marios måske største eventyr nogensinde.

Spillet udvider i stor grad Marios verden, og man får set mange områder, der ligger fjernt fra svamperigets grænser. Der introduceres nye fjender, figurer og racer, og det hele passer smukt ind i det miljø der i forvejen kendes fra Mario-spillene. Mario støder på nye venner i form af krigeren Geno og Mallow, den lille sky, og snart har vi et hold på tre personer, som vi kender det fra andre rollespil.

Hvis man i forvejen kender til den japanske rollespilsgenre, ved man hvad der er i vente, for Super Mario RPG holder sig til standardformlen det meste af vejen. I hvert fald hvad angår kampe og køb af udstyr, der mest af alt er en neddroslet udgave af Final Fantasy. Square har dog også indarbejdet et antal originale indslag, der får spillet til at falde bedre i hak med Mario-titlen. Udenfor kampene bevæger man sig rundt i et isometrisk platformsmiljø i stil med Sonic 3D-titlerne, hvilket bringer sjove action-elementer ind i Marios eventyr. Der skal både løbes og hoppes, og Square udnytter muligheden for at dele banerne op i flere "tredimensionale" niveauer godt. Fjenderne angriber som i et Mario-spil, og hvis man kan undgå berøring med dem, slipper man for kamp. I modsætning til for eksempel Chrono Trigger eller Lunar, er der flere steder hvor man netop bør undgå kamp, til trods for muligheden for at optjene erfaring. Den velkendte udødelighedsgivende stjerne fra Mario-spillene er tilmed implementeret, og gør det muligt at besejre fjender <i>og</i> få erfaring ved bare at gå ind i dem. Det fungerer

som en slags "gratis" level-up, og passer faktisk godt ind i det action-prægede gameplay. Af andre velkendte power ups, kan nævnes supersvampen, der giver én liv tilbage, og ildblomsten, der her forøger ens maksimale antal magipoint.

Et andet sted, hvor spillet har fået lidt mere fart over feltet, er i kampene. Ganske som i Final Fantasy, må hver enkelt figur vente på sin tur, men hver gang et angreb er blevet udført, springes der direkte videre til den næstes tur. Noget Final Fantasy-serien først fik indført i 10'eren. Det kan også betale sig at holde sig vågen under kampen, for med veltimede tryk på en knap, kan man både forøge den skade man tildeler, samt formindske den skade man modtager. Når man samtidig slipper for ligegyldige animationer og alt for lange overgange til kampene, er alt dette med til at gøre Super Mario RPG meget hurtigere og mere actionfyldt end hvad der er normalt for genren, og det er et stort plus.

Selvom der er mange originale tiltag, er spillets grundsystem som sagt ret simpelt for et Square-spil. Spillet er da heller ikke tiltænkt hardcore genrefans, men snarere den brede masse, så Marios yngre fans også kan være med. Om det er dem, der spiller spillet, skal jeg ikke kunne sige, men det er i hvert fald et godt sted at starte, hvis man aldrig har spillet japanske rollespil før. Det er et kort, men underholdende spil, og hvis man får blod på tanden efter mere, byder spillet også på en ekstra lille udfordring i form af en gæst fra Final Fantasy.

Grafisk er spillet en anelse rodet. Det er pænt nok at se på med prerenderede 3d-figurer, men den slags kan næppe imponere længere. Jeg ville personligt have foretrukket flotte, håndtegnede 2d animationer, der viser hvad konsollen kan præstere. Men grafikken fungerer, og det er langt fra grimt.

For at skabe spillets lydside er Yoko Shimomura, kendt fra Street Fighter II og Kingdom Hearts, gået sammen med komponisterne bag Final Fantasy- og Mario-serierne, så man kunne forestille sig at Super Mario RPG har et af spilhistoriens mest fantastiske soundtracks. Det er desværre ikke tilfældet. Der er et par gode melodier, og nogle velkendte Mario-temaer, men længere strækker den sig altså ikke. Som med grafikken, er musikken altså ikke enestående, men af høj kvalitet, der udelukkende skuffer på grund af de forventninger, man ellers kunne have til folkene bag.

Selvom Super Mario RPG har historisk interesse for fans af Square og især Nintendo, er det også interessant på grund af dets unikke actionprægede gameplay. Når det så samtidig er et virkelig fremragende og solidt spil, er der ikke meget at sige til at det er så eftertragtet som det er. Uden tvivl et stykke Super Nintendo-historie.



Kommenter anmeldelsen...