Game On-udstillingen

Min samler-kollega Brian Dehli havde gjort mig opmærksom på denne udstilling, der løb af stabelen fra begyndelsen af oktober 2006 til slutningen af februar 2007. Derfor fik vi afsat sønnike hos mormor og morfar, så jeg kunne tage konen med til London, for blandt andet at besøge Game On-udstillingen.

Udstillingen på The Science Museum i London er en hyldest til selve videospilsmediet, som det har udviklet sig siden den allerførste start i 60'erne og frem til i dag. Udstillingen spænder fra den første PDP-1 computer og frem til de nyeste konsoller som PlayStation 3, Wii og Xbox 360. På den officielle hjemmeside var der informationer om, at udstillingen var "hands-on" og derfor var mine forventninger skruet meget højt op. Jeg regnede med at få prøvet en masse forskellige konsoller, som jeg ikke har i min egen samling.

Der var en hel del reklamer for udstillingen i undergrundsbanernes gange og forventningerne var på kogepunktet, da vi ankom til museet. Vel ankommet gik det op for os, hvorfor arrangørerne gik så meget op i tidspunktet for besøget, da vi bookede billetterne på nettet. Det viste sig nemlig, at der var en tidsbegrænsning på halvanden time på billetten, og der gik kontrollører rundt for at sørge for, at dette blev overholdt. Jeg antager, det var for at udstillingen ikke skulle udvikle sig til en børneparkering.

Allerede inden vi kom ind til selve udstillingen, kunne jeg se, at nogle af mine forventninger måtte nedjusteres. Museet bestod af fem etager, men selve Game On fyldte kun cirka halvdelen af anden sal. Vi kom igennem køen og blev sluset indenfor i de hellige haller. Det første vi så, var hvad udstillingen kaldte den første spillemaskine nogensinde. En DEC PDP-1 fra 1962 hvor spillet Spacewar oprindeligt kørte på. Den originale maskine kørte dog ikke, så i stedet havde man sat en Vectrex op med spillet Spacewar kørende (uden skærm-overlay), for at illustrere hvordan spillet omtrentligt så ud tilbage i 1962. De originale controllere til Vectrex'en var udskiftet med et hjemmelavet arcade-knapbord, der desværre ikke virkede særlig godt.

I samme afsnit var der to eksemplarer af den første kommercielle spillemaskine, Computer Space fra 1971. Disse maskiner var malet i blå og rød med masser af glimmer blandet i malingen, så de fik noget i retning af et "porno-look". De var heller ikke i live, men der var et eksemplar af den originale instruktionsbog udstillet. Det var lidt ærgerligt at det således slet ikke var muligt at se, hvordan spillene så ud - det kunne for eksempel være gjort med en videooptagelse.

Endelig var den originale Atari Pong arcademaskine fra 1972 også udstillet. Denne maskine kørte heller ikke, men man kunne prøve spillet via to paddles der lå på et bord, og så var der projiceret et billede op på væggen ovenover den originale maskine. Det er en lidt anderledes oplevelse end at spille Pong på "normal" vis, når skærmen er to meter høj, sidder i halvanden meters højde og bolden har en diameter som en middagstallerken.

Den næste sektion bød på to rækker á seks klassiske arcademaskiner, med en pæn kødrand af mennesker omkring. Der var Missile Command, Dig Dug, Berzerk, Galaga, Galaxian og Ms. Pac-Man på den ene side af skillevæggen. På den anden side var Asteroids, Xevious, Donkey Kong, Centipede, Space Invaders i originalversionen samt Space Invaders i et specielt Alien-agtigt kabinet med lysende øjne og det hele. Derudover var der to af de originale tabletop-versioner af Pac-Man og Space Invaders. Endelig var der projiceret en udgave af Pac-Man op på væggen i cirka to meters højde, hvilket gjorde det ret interessant at spille. Personligt savnede jeg andre af arcadeklassikerne fra min grillbar-tid som for eksempel Bubble Bobble, 1942 og Zaxxon, bare for at nævne nogle stykker. Også cockpit-style maskiner var stærkt underrepræsenteret. Der var faktisk kun After Burner - og gæt lige om den var umulig at komme til. Det kunne ellers have været sjovt at genopleve maskiner som Out Run og Daytona USA.

Efter arcade-sektionen kom en afdeling med mere almindelige computere og konsoller. Udstillingen var lavet så man kunne se konsollen bag glas, og så var controllerne trukket ud, så man kunne prøve kræfter med at spille det spil, der var udstillet på hver maskine. Der var en PC Engine, Amiga 500, Spectravideo, Atari Jaguar, Xbox 360, Commodore 64, Famicom, ZX Spectrum, Atari 2600 og Odyssey PONG. Desuden var der enkelte konsoller der blot var udstillet, og som altså ikke kunne prøves hands-on, herunder en Atari 7800, Sony MSX og IBM PC med dobbelt 3,5" floppydrev. Desværre var min gamle "kæreste", C64'eren, i stykker. Det var sjovt at se flere af de maskiner, jeg har i min egen samling, og opleve udtrykket hos nogle af børnene, som syntes de var underlige at spille på.

Længere inde i udstillingen var der et afsnit, hvor man kunne prøve forskelligartede spil fra hele verden og på forskellige platforme. I denne afdeling kunne man ikke se konsollerne, men kun skærmbilledet og controllerne - mange af dem havde desværre ikke de originale controllere, der hører til den viste platform. Derfor tror jeg at flere af spillene kørte i emulatorer på en pc i stedet, hvilket jo ikke er helt det samme. Her var også stedet for et par arcademaskiner af den mere specielle slags. Maneater fra 1979 var et forsøg på at lave et spin-off på filmen Dødens Gab (Jaws). Maskinens kabinet skulle forestille en hvid haj, der lige er dukket op af vandet. Desværre var den ikke sat til, så hvordan selve spillet fungerede er uvist.

Længere nede ad gangen fandtes et eksemplar af maskinen Poly Play, der er den ene af blot to kendte typer af arcademaskiner produceret bag det daværende Jerntæppe. Maskinen blev produceret i Østtyskland af VEB Polytechnik med særlig tilladelse fra kansler Erich Honecker i perioden fra 1985-1989. På grund af den kommunistiske planøkonomi blev maskinerne bygget af forhåndenværende dele, så der var ikke to eksemplarer, der var nøjagtig ens. Det statsstyrede firma blev beordret til at indsamle og demontere hver eneste eksemplar af de 1.500 producerede enheder ved Berlinmurens fald. Så det udstillede eksemplar var derfor et af blot tre kendte maskiner, der har overlevet. Endelig var der et hjemmelavet kabinet med sæde, rat og pedaler bygget til en PlayStation 2, hvor man kunne prøve Gran Turismo 4. Desværre var det en låst version der kørte, så man kun kunne vælge en Seat Ibiza at køre i, hvilket ikke rigtig giver nogen fed fartoplevelse (undskyld til alle Seat-ejere).

I det sidste afsnit var der to runde udstillingsmontrer. Den første var en hyldest til håndholdte spillekonsoller og indeholdt øverst seks tabletop-spil. Nederst var der et bredt spektrum af håndholdte konsoller, blandt andet Sega Game Gear, Atari Lynx, Neo Geo Pocket, WonderSwan, PSP og hele Game Boy-serien plus DS og DS Lite. Den anden montre indeholdt noget af det mere bizarre tilbehør, som for eksempel 3d-briller til Vectrex og de første Virtual Reality-briller til pc. For mig var denne afdeling klart den mest spændende, men også her den sværest tilgængelige at prøve "hands-on", da der ikke var særlig mange tilgængelige konsoller - de fleste var bag glas. Den eneste tabletop man kunne prøve var Caveman, og den er da også sjov - men da jeg selv har den i samlingen, var det lidt tyndt.

Ved udgangen var der de sidste skud på stammen hvor PlayStation 3 og Wii blev vist frem, og der blev gået til stålet med Guitar Hero på PlayStation 2 og bordtennis og tennis på Wii med projektorer og store lærreder. Mit hjerte banker jo mest for retro-konsollerne og da vores tid var begrænset, valgte jeg at springe lidt let henover den nye generation.

Alt i alt var Game On en ganske pæn udstilling, der efter min mening kunne være meget større, når man tager hele spilmediets udvikling gennem tiderne i betragtning. Efterfølgende er jeg blevet gjort opmærksom på, at udstillingen faktisk har kørt over flere perioder siden 2002 og ifølge andres beskrivelser, har den tidligere været større og givetvis også indeholdt flere retro-ting end nu.







Kommenter artiklen...