Spil er anerkendt - ligesom håndmiksere

Vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek, Steen Bille Larsen, har i et læserbrev i Politiken torsdag d. 21. juni besvaret en kronik af Politikens spilredaktør, Thomas Vigild, om statens manglende reelle anerkendelse af spilmediet, og de deraf følgende problemer ved bevaring af spilmediet. I svaret fremfører Steen Bille Larsen en række påstande om spilbevaring og Spilmuseet, som Spilmuseet betragter som vildledende eller falske.

Spilmuseet har altid arbejdet med henblik på et samarbejde med Det Kongelige Bibliotek, og har, efter specifik anmodning derfra, derfor ikke tidligere besvaret den slags påstande offentligt. I midlertid har Det Kongelige Bibliotek ved Steen Bille Larsen nu endegyldigt afvist at man vil indgå i nogen form for samarbejde. Følgende er derfor en uddybende gennemgang af de enkelte påstande, med en beskrivelse af de faktiske forhold.

Læs Thomas Vigilds kronik
Læs Steen Bille Larsens svar



Påstand:
Det er ikke korrekt, at computerspil mangler anerkendelse som kulturarv.

Fakta:
Ift. pligtafleveringsloven, der skal sikre indsamling, bevaring og tilgængeliggørelse af alle udgivne værker i eksemplarform i Danmark, har computerspil på papiret været sidestillet med andre kulturmedier siden 1998. I praksis er der dog ikke sket meget for spilmediet i statslig regi, hvilket dette dokument uddyber i de følgende punkter.

Indsamlingen af spil udført under pligtafleveringsloven af Det Kongelige Bibliotek er særdeles begrænset, og ikke i nærheden af at omfatte alle udgivelser, som loven dikterer og som det er tilfældet for andre medier. Der har heller aldrig været lavet nogen tilgængeliggørelse af de indsamlede spil, som loven også kræver, hvilket i øvrigt er umuligt, da den nødvendige spilhardware ikke er indsamlet og bevaret.

Denne indsats ligger milevidt fra den tilsvarende indsats for andre medier som musik og film, selvom spilmediet er større end disse. Spilmuseet vurderer at staten til sammenligning bruger mellem 100 og 1.000 gange så mange ressourcer på indsamling og bevaring af filmmediet, som på spilmediet. Det Kongelige Bibliotek ved Steen Bille Larsen har bekræftet at denne vurdering er korrekt.

Det er ikke kun for bevarings- og formidlingsdelen, at spilmediet i praksis er milevidt fra samme statslige anerkendelse som mere etablerede medier. Samme tendens gør sig gældende for fx støtte til udvikling, hvor filmmediet i perioden 2011-2014 modtager 2,1 milliarder kroner i støtte, mod cirka 20 millioner kroner til spilmediet. På trods af at de to brancher beskæftiger cirka lige mange mennesker i Danmark, omsætter for relativt sammenlignelige beløb og påståeligt er lige anerkendte, så støttes filmmediet altså mere end 100 gange så meget som spilmediet. Danske spil eksporterer endda for ti gange så meget som danske film, og er dermed en langt bedre forretning for landet. Kilde: MetroXpress: Spilfirmaer vil ud af Danmark

Ergo er påstanden falsk.



Påstand:
Danmarks Tekniske Museum erhverver eksempler på de typer maskiner og konsoller, som Spilmuseet også indsamler.

Fakta:
Spilmuseet indsamler udover spil også spilhardware. Dette gælder alle former for spilhardware, og i flere eksemplarer. Formålet med denne indsamling er, at spilhardwaren skal bruges til at afvikle spillene. Det er altså af nødvendighed for at bevare og tilgængeliggøre spilmediet, og ikke for at udstille spilhardwaren i sig selv. Det er derfor selvsagt afgørende at maskinerne virker, og kan holdes virkende ved et rigeligt udvalg af dubletter og reservedele.

Danmarks Tekniske Museum har hverken til opgave eller formål at bevare spilmediet. Det bevarer et repræsentativt udvalg af tekniske apparater, der til musealt brug fortæller om vores tekniske historie. Derfor har Danmarks Tekniske Museum blandt andet en meget stor samling af biler og flyvemaskiner, ligesom det også har et stort udvalg af dagligdagsapparater som fx kaffemaskiner, køleskabe og håndmiksere. Efter helt samme princip er der også et lille udvalg af spillekonsoller i samlingen.

Ifølge Kultyrstyrelsens Museernes Samlinger (Kilde: Museernes Samlinger), hvor alle statsstøttede museers komplette samlinger er registreret, har Danmarks Tekniske Museum i alt fem spillekonsoller til udskiftelige spil i samlingen. Det drejer sig om en Interton VC4000, en Atari 2600, en Master System, en PlayStation og en Xbox. Dette udgør mindre end 10% af de konsoller, der har været udbredt i Danmark.

Disse konsoller giver rent teoretisk Danmarks Tekniske Museum mulighed for at afvikle følgende andel af konsolspil udgivet i Danmark i perioden 1998 - (1. juli) 2012, hvor spil på papiret har været anerkendt og sidestillet med øvrige kulturmedier:

Platform	Udgivelser	Andel
Interton VC4000	0	0,0%
Atari 2600	0	0,0%
Master System	0	0,0%
PlayStation	956	8,1%
Xbox	805	6,8%
Total	1.751	14,9%
Andre platforme/mangler	10.006	85,1%
I alt	11.757	100,0%

For så vidt angår andre typer af spillemaskiner indenfor spilmediet, så har Danmarks Tekniske Museum ingen sådanne i samlingen. Der er dog et godt udvalg af computere og enkelte bibspil. Maskinerne findes alle kun i ét eksemplar, og det er uvist om de virker, hvilket i sagens natur også er ligegyldigt, da det ikke er formålet med museets samling, at spilhardwaren skal bruges til at afvikle spil, eller udlånes til udstillinger hos andre institutioner. For Danmarks Tekniske Museum repræsenterer en konsol blot et teknisk apparat, ligesom en håndmikser gør.

Ergo er påstanden vildledende.



Påstand:
Her [på Danmarks Tekniske Museum] kan man få nogle af de oplevelser, som alle er enige om er af værdi, når man spiller computerspil.

Fakta:
Danmarks Tekniske Museum tilbyder ikke spiloplevelser, baseret på deres egen samling. Der er ingen spilbare eller kørende spil eller spillemaskiner i udstillingen på Danmarks Tekniske Museum.

Danmarks Tekniske Museum har igennem årene afholdt få enkeltdags arrangementer, hvor der har været spilbare spil. Dette har været baseret på at de private gæster selv medbragte deres egne spil og spillemaskiner, som museet så benyttede på dagen. Danmarks Tekniske Museum har ved flere lejligheder også udtrykt ønske om at låne fra Spilmuseets samling til disse arrangementer, da det finder dets egen samling utilstrækkelig hertil.

Hverken Danmarks Tekniske Museum eller Det Kongelige Bibiotek udlåner deres spilsamling, så ligesom disse er andre statslige institutioner og museer også afhængige af Spilmuseet, når der skal laves udstillinger om og med spil. Til dato har der været to udstillinger om spilmediet på statsanerkendte museer (Danmarks Mediemuseum 2009 og Energimuseet 2012) og én på Det Kongelige Bibliotek (2009), og alle har været fuldstændig afhængige af, at Spilmuseet leverede indholdet til udstillingerne. De øvrige danske museer og statslige institutioner kan ikke lave udstillinger om og med spil, uden Spilmuseets samling og medvirken.

For at bevare og tilgængeliggøre spilmediet er det nødvendigt at indsamle både spil og den nødvendige spilhardware, da de to ting er helt afhængige af hinanden. Det er hvad Spilmuseet gør, hvilket indebærer en samling på ca. 10.000 spil, der alle er spilbare takket været de ca. 1.500 forskellige spillemaskiner i samlingen.

Hvis man parrer Det Kongelige Biblioteks komplette spilsamling med Danmarks Tekniske Museums samling af konsoller, så giver kombinationen en total på fire spil i statslig regi, som kan afvikles. Det drejer sig om The Emperor's New Groove, Hugo: Frog Fighter, Monsters Inc.: Scare Island og Stuart Little 2, alle til PlayStation - dette er forudsat, at den ene konsol i Danmarks Tekniske Museums samling, fungerer.

Ifølge Museernes Samlinger har Danmarks Tekniske Museum også selv en samling af konsolspil til deres konsoller, som består af 2 spil til Xbox, 8 spil til Interton VC4000, 6 spil til Master System, ingen spil til PlayStation og "en masse spil" til Atari 2600.

Ergo er påstanden falsk.



Påstand:
Det Kongelige Bibliotek [har] en anden og betydelig større opgave end Spilmuseet.

Fakta:
Det Kongelige Bibliotek er en statslig institution under Kulturministeriet med omkring 600 ansatte og et årligt budget på omkring 350 millioner kroner. Det har indenfor spilmediet til opgave at indsamle, bevare og tilgængeliggøre alle spil, der er udgivet i fysisk form i Danmark siden 1998.

Spilmuseet er et privat projekt, der er 100% privatejet og privat financieret af to personer. Hverken indenfor spilmediet eller andet har det nogen som helst statslig opgave.

Spilmuseet har til gengæld et formål: at indsamle, bevare og tilgængeliggøre spilmediet fyldestgørende. Uanset distributionsform, uanset platform, uanset nationalitet og uanset udgivelsesår. Et formål der i teorien overgår Det Kongelige Biblioteks opgave, og som i praksis distancerer sig langt mere, hvilket fx kan måles på samlingernes respektive omfang.

Ergo er påstanden vildledende.



Påstand:
Det Kongelige Bibliotek indsamler udgivne computerspil af relevans for dansk kulturarv.

Fakta:
Det Kongelige Bibliotek har til opgave at indsamle alle spil der udgives i Danmark, uden hensyntagen til hvad det mener har relevans eller ej. Det er ikke op til bevaringsinstitutionerne at vurdere hvilke værker der er relevante eller ej, da de ikke er kvalificerede til dette. Først eftertiden kan afgøre hvad der er relevant, og blandt andet derfor skal bevaringsinstitutionerne indsamle alle udgivelser i Danmark.

Spilmuseet er ikke enig i Det Kongelige Biblioteks definition af spil. I opgørelsen af dets indsamling medregner Det Kongelige Bibliotek en meget stor andel af såkaldte "læringsspil" til pc, der i udvalgte eksempler tæller titler som "Matematiktak: Edb For 4.-6. Klasse", "Engram: Engelsk Læse- Og Skrivetræning", "AutoCAD R14 3D For Begyndere" og "Teoriprøver Til Personbil". Disse er efter Spilmuseets vurdering rettere at betragte som computerprogrammer, der af loven specifikt ikke klassificeres som værker, og derfor slet ikke skal indsamles under pligtafleveringsloven.

Følgende tal er derfor baseret på udgivelser til spillekonsoller, da disse alle indiskutabelt er rigtige spil. For fysiske udgivelser, som lovgivningen kun dækker, udgør konsolspil cirka 90% af det samlede spilmarked, og er dermed langt det vigtigste segment. Tallene er baseret på officiel liste fra Det Kongelige Biblioteks samlingsdatabase, foretaget af institutionens daværende leder af Pligtafleveringsafdelingen, Grethe Jacobsen, i januar 2011, på forespørgsel fra Spilmuseet (Kilde: Bearbejdet udtræk over Det Kongelige Biblioteks komplette spilsamling, inkl. "læringsspil"/computerprogrammer).

Antal konsolspil indsamlet af Det Kongelige Bibliotek, sammenlignet med antal dokumenterede udgivelser:

Fordelt på udgivelsesår:

År	Indsamlet	Udgivet	Andel
1998	0	365	0,0%
1999	0	377	0,0%
2000	1	639	0,2%
2001	1	587	0,2%
2002	6	811	0,7%
2003	4	816	0,5%
2004	1	705	0,1%
2005	2	917	0,2%
2006	5	953	0,5%
2007	27	1.054	2,6%
2008	47	1.104	4,3%
2009	39	1.114	3,5%
2010	24	977	2,5%
Total	157	10.419	1,5%

Fordelt på mest populære platforme:

Platform	Indsamlet	Udgivet	Andel
Dreamcast	0	214	0,0%
Game Boy Advance	1	778	0,1%
Game Boy Color	0	352	0,0%
GameCube	0	468	0,0%
Nintendo 64	0	191	0,0%
Nintendo DS	28	1.299	2,2%
PlayStation	4	956	0,4%
PlayStation 2	48	2.097	2,3%
PlayStation 3	40	591	6,8%
PSP	15	597	2,5%
Wii	13	959	1,4%
Xbox	0	805	0,0%
Xbox 360	8	784	1,0%
Total	157	10.091	1,6%

Det antal konsolspil Det Kongelige Bibliotek har indsamlet er minimalt, ikke mindst sammenlignet med det samlede antal udgivelser i Danmark, som det ligger milevidt fra.

Af de 157 indsamlede konsolspil i perioden, er de 10 af dem danske (udviklet af danskere). Dette udgør ca. 15% af alle de danske konsolspil i perioden, så selvom der kun blev fokuseret på disse, er indsamlingen meget langt fra fyldestgørende.

Kulturministeriet har i officielle bemærkninger til pligtafleveringsloven af 2003 (Kilde: Pligtaflevering.dk) gennemgået nogle af de medier der indsamles, og angivet hvor mange udgivelser der indsamles om året af bevaringsinstitutionerne. Der er ikke tal for film og aviser, som indsamles fuldt ud. Der er ikke tal for radio- og tv-programmer, som indsamles fuldt ud for kanaler der primært indeholder danskproduceret materiale og som indsamles selektivt for kanaler der primært indeholder udenlandsk materiale. Den årlige indsamling for øvrige medier er:

Medie	Indsamlet	Bemærkning
Bøger	20.000
Tidsskrifter	1.500
Hæfter	82.500	Gennemsnit
Småtryk	207.482
Plakater	2.300
Hjemmesider	3.530	Nye hjemmesider, gennemsnit 1998-2003
Fonogrammer	1.849	Musikudgivelser på cd etc., gennemsnit 2000-2003
Videogrammer	1.471	Videoudgivelser på VHS, dvd etc., gennemsnit 2000-2003
Digitale værker på fysisk form	1.000
Heraf interaktive udgivelser inkl. "læringsspil"/computerprogrammer	82	Udledt af ovennævnte liste, gennemsnit 1998-2003
Heraf konsolspil	2	Udledt af ovenstående tal, gennemsnit 1998-2003

Ergo er påstanden vildledende.



Påstand:
...det stigende antal computerspil på internettet [...] er et område, som Spilmuseet slet ikke beskæftiger sig med. Det er en meget stor teknisk udfordring, som [Det Kongelige Bibliotek] ikke desto mindre løser på de givne betingelser.

Fakta:
Der findes ikke nogen brugbar metode til at indsamle digitalt distribuerede spil; det kan kun ske i nært samarbejde med distributørerne. Spilmuseet vurderer at det er langt vigtigere at fokusere på indsamlingen af den fysiske del af spilmediet, da den er i langt større fare for at gå tabt. Spilmuseet prioriterer altid at bruge sine begrænsede ressourcer, hvor de redder mest muligt af spilmediet fra at gå tabt. Dette er for nuværende ikke digitalt distribuerede spil.

Det Kongelige Bibliotek indsamler heller ikke digitalt distribuerede spil, og har ikke specifikt til opgave eller formål at gøre dette. Det Kongelige Bibliotek har til opgave at bevare den danske del af internettet, hvilket forsøges løst ved den såkaldte "nethøstning". Dette virker principielt ved at man sætter et automatisk system til at gennemgå alle hjemmesider med dansk domænenavn. For hvert domæne følges et begrænset antal links, og de respektive sider gemmes, så man senere kan besøge hjemmesiderne i en virtuel internetbrowser.

Hvis det automatiske system falder over links til download af filer, så vil disse filer, hvis de opfylder yderligere regler, blive hentet og gemt, tilsvarende øvrige sider. På den måde vil nethøstningen givet få hentet en række tilfældige spil og andre former for filer, men det har intet med reel indsamling af spil at gøre. Det vil kun dreje sig om et forsvindende lille antal ift. mængden af digitalt distribuerede spil, der er ingen registrering af hvilke titler der gemmes, og pga. loven ift. nethøstning om personfølsomme oplysninger, kan disse filer først tilgåes langt ude i fremtiden.

Langt hovedparten af de digitalt distribuerede spil, også de dansk udviklede, findes på internationale distributionsnetværk som Apples iTunes, Googles Google Play, Microsofts Xbox Live, Sonys PlayStation Store, Nintendos e-shop og Valves Steam. Det Kongelige Biblioteks nethøstning henter ikke filer fra nogen af disse tjenester, og har heller ikke mulighed for det. Da nethøstningen foregår automatisk som en anonym besøgende, hentes der slet ingen filer, som kræver betaling for at få adgang, hvilket er tilfældet for størstedelen af de digitalt distribuerede spil.

Mange internetbaserede spil er baseret på kommunikationen mellem en klient på spillerens spilhardware, og en server der afvikler det grundlæggende spil. Alle disse former for spil kan heller ikke hentes med den automatiske nethøstning, da der ikke er adgang til filerne på serveren. Der er ikke ét eneste digitalt distribueret spil på listen over Det Kongelige Biblioteks indsamling.

Det Kongelige Biblioteks indsats på området har kun til formål at gemme et repræsentativt udvalg af danske hjemmesider, og har intet med indsamling af digitalt distribuerede spil at gøre, og det er ikke en opgave der på nogen måde løses i dette regi, uanset om det er svære betingelser eller ej.

Ergo er påstanden falsk.



Påstand:
Det Kongelige Biblioteks opgave er dernæst at bevare computerspil for eftertiden, altså også den dag, hvor man ikke længere kan få reservedele til maskinerne og hvor forgængelige printplader og CD-er er ædt op af tidens tand. Derfor har vi for fysiske spil på forgængelige CD-er valgt "emulering" som strategi, således at spillene læses over på harddiske.

Fakta:
Kommercielt producerede cd'ere laves som pressede skiver, med fysiske fordybninger i selve skiverne. Dette er det mest langtidsholdbare medie der findes, med en anslået levetid på 100-200 år under normale forhold.

Det er i stærk kontrast til harddiske, som nærmere er det mindst langtidsholdbare medier, der findes. Det er et magnetbaseret medie, der nedbrydes ved almindelig brug, og som afhængig heraf kun har en holdbarhed på få år. Derfor skal man hele tiden kopiere det over på nye harddiske, for at have "friske" kopier, når de gamle dør.

Det giver sig selv, at det således bevaringsmæssigt intet reelt formål tjener at kopiere data fra cd'ere til harddiske, især ikke hvis det sker på bekostning af de originale cd'ere. Tværtimod skader det langt mere end det gavner, og er derfor rent spild af ressourcer, som kunne være brugt på langt vigtigere aspekter af spilbevaring.

Endvidere er Det Kongelige Bibliotek slet ikke i stand til at kopiere de indsamlede spil. Alle konsolspil er sikret af forskellige kopisikringer, og mange udkommer på andre former for specialdesignede medier, som Det Kongelige Bibliotek ikke har udstyret til at udlæse. Denne procedure er derfor formentligt kun udført for det begrænsede antal titler, der udkommer til pc.

Kopiering af ældre spil fra korttidsholdsbare magnetbaserede medier som bånd, disketter og harddiske er derimod en relevant opgave. Det er en del af arbejdet med at sikre, at spillene fortsat kan afvikles på den originale hardware, præcis som de er tænkt og designet. Dette har dog intet at gøre med emulering, som har til formål at teoretisk erstatte den originale spilhardware med moderne hardware.

I forhold til den påståede emulerings-strategi, så er dette en ren teoretisk tanke, som endnu ikke fungerer i praksis, og afhængig af synspunkt aldrig nogensinde vil komme til det. Det Kongelige Bibliotek tilgængeliggører ikke deres indsamlede spil via emulering, for man er endnu ikke i stand til på brugbar vis at emulere nogen af dem. Dette er der flere grunde til:

Emulering kræver voldsomt meget kraftigere hardware, end afvikling på den originale hardware. For nyere spil, som Det Kongelige Bibliotek har indsamlet, findes der slet ikke computere, der er kraftige nok til at afvikle spillene på brugbar vis. For ældre spil kan man vælge at lave en meget upræcis emulering, der ignorerer forskellige aspekter af den originale hardware, hvorved spillene kan afvikles så de umiddelbart fremstår spilbare - men oftest medfører dette en lang række fejl og mangler, hvorledes spiloplevelsen kan ende med at være helt usammenlignelig med originalen.

Hvis man skal opnå en præcis emulering, så man med en moderne computer kan afvikle spil præcist som på ældre spilhardware, er kravene så voldsomme, at man ikke engang nu i 2012 kan afvikle Pong fra 1972, formentligt verdens teknisk simpleste spil, i samme hastighed som originalen (Kilde: Ars Technica). Derfor er brug af emulering til spilbevaring først noget der kan seriøst overvejs langt ude i fremtiden, og ikke noget man kan basere bevaringsopgaven på nu.

Derudover er der nogen som skal udvikle disse emulatorer. For at gøre dette, skal man bruge den originale spilhardware og de originale spil, for at kunne genskabe deres virkemåder og sammenligne at tingene fungerer korrekt. Hvis alle ignorerer denne udfordring, og bare satser på at nogle andre nok bevarer hardwaren og løser dette, kan denne tanke aldrig føres ud i livet. Med samme indstilling kunne man også ligeså godt destruere spillene nu, og satse på at andre også løste dette. Emulering er i al overskuelig fremtid på ingen måde et alternativ til bevaring - tværtimod er bevaring grundlaget for, at man kan emulere i fremtiden.

Endelige kan man langt fra altid genskabe spiloplevelsen, selvom man så kunne afvikle spillet korrekt via emulering. En spiloplevelse er baseret på en interaktion mellem spiller og spil, som typisk består af mange andre elementer, end det pc-tastatur der typisk bruges ved emulering. Wii-konsollen er baseret på en specialdesignet bevægelsessensor og Nintendo DS-konsollen har to skærme hvoraf én er trykfølsom. Guitar Hero skal spilles med en guitar-controller og Dance Dance Revolution på en dansemåtte. Der er igennem spilhistorien et utal af fysiske anordninger og effekter, som er integrerede dele af spiloplevelsen. Når man i emuleret udgave skærer alt dette væk, har man ikke længere det samme spil, og så giver det ikke mening at bruge ressourcer herpå.

Emulering er ikke bevaring, men rettere dokumentering. Det er generelt en afbleget kopi af originalen, der nok giver et indtryk heraf, men aldrig samme oplevelse og dermed ikke det samme værk. Man kan ikke bevare de originale spiloplevelser med emulering, ligesom man ikke kan bevare et maleri ved at tage et fotografi af det. Det har grundlæggende intet med bevaring at gøre, og at vælge en sådan strategi er udtryk for manglende forståelse og anerkendelse af spilmediet. Ingen andre væsentlige kulturmedier bydes en så ringe behandling.

Ergo er påstanden vildledende.





Påstand:
Eftertiden vil takke os for denne strategi. Alternativet ville være, at computerspil om 30 og 50 år er noget man kan læse i gamle aviser, men hverken høre eller se.

Fakta:
De ældste spil og spillemaskiner i Spilmuseets samling er 40 år gamle. Man kan uden problemer stadig høre, se og ikke mindst spille dem, hvilket man også vil kunne i årene fremover. Det er Spilmuseets vurdering, at den originale spilhardware generelt kan holdes kørende i 100 år. Hvis man løbende udskifter de svageste dele med nye komponenter, er der ingen teoretisk grænse for, hvor længe man kan bevare spilhardware i virkende stand. Uanset hvad, så forsvinder de ikke op i den blå luft.

Bevaring af spilhardware er grundlæggende ikke markant anderledes fra den bevaring, man laver af andre samlerobjekter i musealt regi. Det kræver også en indsats og ressourcer at bevare fx malerier og skulpturer. Alligevel vælger vi at bevare disse ting, når man, med præcis samme argumentation, "lige så godt" kunne nøjes med at tage fotografier af dem, og smide originalerne ud. En generel tanke der burde ligge meget fjern for alle, der bekymrer sig om bevaring af kulturarv.

Da VHS-videobånd blev opfundet kunne man have optaget alle gamle filmruller over på video, og betragtet dét som bevaring. Man skulle så ikke længere bekymre sig om udfordringen med kemiske reaktioner osv. på de originale filmruller, og kunne bare kopiere videobåndene igen og igen, og på den måde hele tiden have en frisk kopi. Det takker alle i dag for, at man ikke valgte, for videobåndenes ringe kvalitet og begrænsninger gjorde - kan alle se nu - at en stor del af den originale filmoplevelse gik tabt, og kopierne blev altid ringere. Når man trods alt var så fremadsynede dengang, kunne man forvente at det stadig var tilfældet.

Mens vi har en rimelig forventning om hvad der sker indenfor de kommende årtier, og hvad man skal gøre som følge heraf, så arbejder Det Kongelige Bibliotek med en tidshorisont på bevaring i tusinde år. Det er omsonst at planlægge i detaljer så langt frem, for ingen af os kan forudsige udviklingen. Det eneste vi kan sige med sikkerhed er, at alt der ikke bliver bevaret nu, for evigt er tabt, og så hjælper det ikke, at man senere bliver klogere. Ingen vil i eftertiden takke Det Kongelige Bibliotek for, at man lod spilmediet gå tabt.

Ergo er påstanden falsk.



Påstand:
Det tilkommer ikke [Det Kongelige Bibliotek] at tage stilling til, om det er en offentlig opgave at yde økonomisk støtte til et supplement i form af et museum for spilmaskiner.

Fakta:
Spilmuseet er ikke et museum for spillemaskiner. Spilmuseet er et museum for hele spilmediet indeholdende verdens største spilsamling, med adgangen til den originale spiloplevelse af hvert værk indenfor mediet som det absolutte fokus. Det er altså rettere en bevaringsinstitution, end et traditionelt museum. Ligesom Det Kongelige Bibliotek bevarer alle bøger for eftertiden, så bevarer Spilmuseet - så vidt muligt - alle spil for eftertiden.

Spilmuseet er ift. spilmediet ikke noget supplement til Det Kongelige Bibliotek eller Danmarks Tekniske Museum. Spilmuseet råder over en samling der overstiger de statslige institutioners ditto med flere hundrede gange. Hvis nogen er et supplement, er det således Det Kongelige Bibliotek og Danmarks Tekniske Museum, der er et meget begrænset supplement til Spilmuseet.

Som ansvarlig for statens opgave for bevaring af spilmediet, tilkommer det Det Kongelige Bibliotek at indsamle, bevare og tilgængeliggøre spilmediet, samt at informere Kulturministeren i så fald at det ikke kan løse denne opgave fyldestgørende, og foreslå hvordan den i stedet skal løses. Derfor kan man med rimelighed konkludere, at det faktisk netop er Det Kongelige Biblioteks pligt, at samarbejde med relevante parter som Spilmuseet om at undersøge problemet og finde løsninger herpå, når der rejses relevant kritik af den pågældende indsats. Et sådant samarbejde er ved flere lejligheder pure afvist af Det Kongelige Bibliotek.

Ergo er påstanden falsk.



Påstand:
Det fremmer imidlertid ikke forståelsen for vores fælles indsats for at varetage computerspil som kulturarv at skabe fjendebilleder i forhold til de statslige institutioner, som rent faktisk gør en indsats for bevaringen af dem.

Konklusion:
Det modarbejder på det kraftigste den indsats der reelt gøres for bevaring af spilmediet, når statslige institutioner bevidst vildleder og fremsætter falske påstande, for at dække over det reelle problem, som alle parter kender omfanget og konsekvenserne af, i et desperat forsøg på at undgå ansvaret for den grove forsømmelse på området. Hvis ingen påtalte disse problemer, ville der intet blive gjort for at ændre på situation. Hvis ikke der bliver ændret markant på situationen, går spilmediet tabt i statslig regi.



Spilmuseet opfordrer hermed Danmarks Tekniske Museum og Det Kongelige Bibliotek til at fremsende modbevisende dokumentation, hvis der er noget af den af Spilmuseet fremførte fakta, som man ikke er enig i. De vil i så fald blive tilføjet dette dokument som svar.

Først og fremmest opfordrer Spilmuseet dog igen Kulturministeren til at komme på banen og indgå i dialog og samarbejde, fremfor blot at afvise problemet med udgangspunkt i falske og vildledende påstande. Problemet løser ikke sig selv.

- Spilmuseet, juni 2012