Noget jeg altid elsker er når et spil har mere end bare ét enkelt gennemgående plot. Sekundære historier som enten står alene eller understøtter det primære plot, men er helt uobligatoriske for at gennemføre spillet. Mit yndlingseksempel på det er Far Cry 4.
Rundt omkring i Far Cry 4's verden er der spredt diverse collectables. De fleste er ligegyldige, men brevene burde nærmest være obligatorisk læsning for alle der spiller spillet. Uden dem er historien i spillet ganske ligegyldig. Med dem forandres ens forståelse for historien, karaktererne og hvad der er foregået forud for det man spiller dramatisk. De gør Pagan Min til en langt mere interessant og tragisk karakter fremfor bare "arketypisk karismatisk og skør despot". Det umiddelbare plot er at Pagan Min var med i forældrenes modstandskamp mod det gamle regime og forrådte dem til sidst og tog magten for sig selv fremfor at bringe demokrati til regionen. Faderen dør i modstandskampen mod Pagan Min og moderen emigrerer i sorg med sit barn (spilleren). Man vender selv tilbage som voksen for at stede sin moders aske til hvile og rives med i modstandskampen som sin fars arvtager. Læser man alle brevene derimod, er der langt mere kød på historien.
SPOILER-TEKST:Under forældrenes modstandskamp mod Pagan Min går moderen undercover (faderens idé) i Mins organisation for at spionere mod ham. Efterhånden som man læser flere og flere af brevene viser det sig at det virkede lidt for godt. Moderen omvendes af Min og forelsker sig i ham. Og de får et barn sammen. Faderen dræber i raseri barnet, hvilket resulterer i at moderen slår faderen ihjel. Tilbage står Min med et styre hvis største rival er væk, men han har mistet kvinden han elskede såvel som sin nyfødte datter.
Det giver det en helt anden dimension med alle de tilsyneladende skøre radiobeskeder spilleren får fra Min, hvor han agerer venligt på trods af de ting man går og laver mod Mins styre. Han ser ikke kun en rival, han ser også den sidste rest af den familie han mistede. Du er sønnen af kvinden han elskede, halvbror til hans datter. Han ønsker ikke at slå dig ihjel. Istedet for en skør despot ser man en ensom mand med uendelig magt, som ikke kan hjælpe ham med at få det han allermest ønsker sig. Sin familie tilbage. Og her kommer du så, et minde om fortiden. Barn af manden der tog alt fra ham og kvinden der for en kort stund gav ham alt.
Uden brevene er det valg man får til sidst, da Min kaster håndklædet i ringen og letter i helikopteren også ganske anderledes. Du kan skyde den ned. Det er et mål. Det vil ikke være spor svært. De fleste vil gøre det fordi de kan. Fordi det er "skurken" der flygter. Havde jeg ikke læst brevene, så havde jeg klart skudt den ned. Fordi jeg havde læst dem, så lod jeg ham stikke af. Han havde lidt nok.
Det løftede en ellers generisk kampagne til noget meget mere interessant. Der kom også et ekstra lag på ved at brevene ikke findes i kronologisk rækkefølge, så der springes (scriptet, heldigvis) i tid og sted, hvilket gør at man gradvist bliver klar over at der er meget mere kød på fortiden end man tidligere troede.
Andre gode eksempler jeg kan komme på er Uncharted 4, som jeg synes gør det lige så godt. Her er historien i historien hele det bagvedliggende med, hvad Avery og de andre pirater gjorde i fortiden og hvordan deres plot udviklede sig. Her gøres det ekstra fedt ved at det ikke kun er breve man læser men også ting man ser efterhånden som man besøger ruiner, rester af tidligere kampe og andre fingerpeg. Det blev bare bedre og bedre gennem hele spillet og man føler virkelig man går i piraternes fodspor.
I den mindre ende er sådan noget som Arkham Asylum, hvor man finder interview-bånd med de indsatte på. Jeg kunne rigtig godt lide den udvikling man ser der er i Jokerens, hvor man kan se hvordan han gradvist får omvendt Harley til sin side fra bånd til bånd.
Andre gode eksempler? |
copyright Play:Right 2002-2024