Metal Gear Solid 2: Sons Of Liberty

Endelig, endelig er det på gaden. Intet mindre end Hideo Kojimas næste mesterværk. Eller det er i hvert fald, hvad vi alle har fået tudet ørene fulde af de sidste 1 1/2 år. Nu er spørgsmålet jo så endelig om MGS2 er Jesus genopstanden eller blot en ordentlig gang hypet hø? Læs videre her og få mit svar.

Konklusion

De folk der allerede ikke har spillet og egentlig gerne vil vide om spillet holder, vil normalt nok bare scrolle ned i bunden og læse denne del af reviewet. Så for at gøre det lidt nemmere (og så I hurtigere kan komme ned i spilbutikken) får i konklusionen først. Metal Gear Solid 2:Sons og Liberty er et fedt spil, ingen tvivl. Et af de bedste spil på PS2, og man kan mærke at det er en mester der har dirigeret hele processen, men spillet har problemer. Nogle kan man godt føle at Hideo er kørt for langt ud i sin historie, og at der nok burde have været hjælp til hente ham tilbage på det rette spor. Udover det er spillet usædvanlig hurtigt gennemført (også selvom man ikke spiller på Easy eller Normal). Dog er der meget at vende tilbage til, og masser af gejl man kan unlocke. Grafikken er fantastisk, lyden af Harry Gregson-Williams slægter en anden Williams på i storhed. Kort sagt elskere af etteren vil tage imod dette spil med kyshånd, og selvom historien er lidt over the top engang imellem vælger man at ignorere det pga det ganske geniale gameplay. Køb køb køb!

Gameplay

Den fornuftige læser vil sandssynligvis læse videre og det er en god idé, for som jeg har berørt i konklusionen, så er spillet ikke uden fejl, og det er hovedsageligt gameplayet der er problemer med.

Brok part 1: en bitter mands bekendelser

Som Hideo Kojima selv snakker om på den medfølgende DVD (fed idé), så handler meget af spillet om "gemmeleg", og det er rigtigt. Man lister rundt, og prøver på bedste beskub at undgå at blive opdaget. Bliver man opdaget ja så løber man væk eller skyder sig ud af problemerne. Det behøver ikke at være sværere og det har man heldigvis heller ikke gjort. Midt imellem dette er der strøet om med bossbattles, som efter min mening er alt for lette. Man føler sig aldrig rigtig udfordret, og det er synd da mange af de figurer der præsenteres virkelig kunne levere nogle ganske gode og uforglemmelige bossbattles, men nej. Lige ledes kræver hide'n'seek delen at fjenderne er udstyret med noget mere IQ end EyeQ, det er de ikke og det er synd. Deres søge "mode" virker alt, alt for scripted og gennemskuelig. Det er dog set værre før, men med den episke målestok spillet ligger for dagen bliver man forvænt og kræver mere, som desværre ikke altid leveres.

Mit kongerige for en ordentlig styring

Selvom Metal Gear Solid fans altid flipper ud når de hører denne sætning, så er styringen altså problematisk. Det kan være mega irriterende at vælte frem foran fjenden, istedet for at gennem sig bag et hjørne, bare fordi styring er så underlig. Ligeledes er det ellers glimrende firstperson view i MGS2 også behæftigt med en fejl. For godt nok bør ens sigte blive skubbet ud af kurs når man skydes, men derfra og til at man ryger helt ud af 1st person view er for meget. Så skal man til at sigte igen, og kan så igen let blive ramt, så man igen skal gøre det hele om... igen og igen.

Lige lidt mere galde

Historien er, uden at nævne plotelementer, til tider for, fortænkt og fantastisk til at det er "troværdigt". Der kommer for meget konspirationsteori ind i hele balladen og som jeg skrev i konklusionen, virker det som om Hideo er gået for meget enegang i historien. Han skulle have været hevet ned på jorden et par gange af sine teammates. Derudover er spillet måske for nogle lidt for sødt og moralsk på den dejlige japanske måde, det irriterer ikke mig, men den løftede pegefinger i slutningen vil helt sikkert irritere nogen. Og så er den der plotlinie med Ocelots ene arm, altså FOR b-films agtig.

Plus lidt sukker på toppen

Men MGS2 vinder dog så meget tilbage på at det hele er designet så forbandet godt ellers. Områderne og milijøet er designet med fantastisk omhu, så man kan bruge timer på blot at udforske områderne i spillet. At man måske godt kunne ønske at noget af al denne interaktivitet var blevet vekslet på længere spiltid er så en anden sag, men ikke andre steder end i GTA3 har man set sådan et interaktivt spilmilijø.

Så trods den megen kritik er jeg virkelig glad for MGS2s gameplay, det er af meget høj klasse ingen tvivl. Jeg kunne blive ved med at remse op af fede ting, men med al den omtale spillet har fået vil det være som at høre en plade gå i hak. Det gider jeg ikke og det gør i sikkert heller ikke. Bottomline er dog at gameplayet, PÅTRODS, er genialt, og jeg er egentlig bare er en nitpicking satan af en bitter mand.

(men: hvad er det forresten Hideo Kojima har med O knappen?? Hvor kan vi ikke bare bruge X til at confirme med?)

Grafik

Uhaaaaa her har vi jo absolut fat i noget af det bedste der er set på PS2. Både rent visuelt som i blær og blåbriller, men også når man kigger på det artistiske niveau. Lige fra introen hvor man lander på tanker og ser regnen der banker ned overalt er man fanget af atmosfæren. Jeg har faktisk ikke nogle nævneværdige kritikpunkter, udover at baggrunden af New York på tankeren ser meget kunstig ud, samt at visse textures måske virker en kende for low-res. Ellers kan jeg absolut ikke se nogle dårlig ting her. Det her er simpelthen den målestok man vil måle andre spil mod i fremtiden (indtil vi får FFX i hvert fald), rent grafisk.

Lyd

Harry Gregson-Williams står for lyden og at han har prøvet den slags før, ja det høres tydeligt. Lige fra duellen med Olga til ********s søst** dør er fænomenal. Lydeffekterne er også rigtig gode, og der brugt megen tid på at skabe variation og til at finde de rigtige lyde til de forskellige områder man bevæger sig rundt i. Stemmerne er langt hen ad vejen gode og karikerede og Snake er stadig sandpapirsrug i stemmen. Skurkene har alle dejligt overdrevne badguy stemmer, sådan som det skal være.

Kort sagt: I like