X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

RC Revenge


Jeg har altid fundet fjernstyrede biler meget fascinerende. Derfor var jeg i sin tid meget glad for ReVolt til PC. Nu er efterfølgeren kommet, og den fik jeg til opgave at anmelde til PlayStation. Læs videre, og find ud af om dette dette spil er dine hårdttjente kroner værd.

Når man kaster spillet i sin maskine, er det første man bemærker, at spillet ikke længere foregår ude på vejen, eller henne i supermarkedet. Nu ræser man rundt i forskellige filmsets. Du kan blandt andet køre på en bane, der hedder ”I know what you drove last summer”, efterfølgeren ”I still know what you drove last summer”, klassikeren ”Cars attacks”, og sidst men ikke mindst ”It came to have a race”. Det fungerer meget godt, men det falder lidt til jorden, for følelsen af at drøne rundt med en fjernstyret bil er helt væk. Det eneste, der adskiller dette spil fra andre racerspil, er, at bilerne har antenner! Det virker også underligt, at Acclaim har gjort det muligt at samle våben op. Siden hvornår kom din Tycho fjernstyrede udstyret med missiler?

Grafikken i spillet er noget for sig selv, det vil sige, at man enten elsker eller hader den. Selv er jeg ikke en alt for stor fan. De forskellige textures er meget grove, og for det meste virker omgivelserne meget sterile. Bilerne er heller ikke noget at råbe hurra for. De kunne godt have trængt til lidt længere tid på tegnebrættet. De har ikke mange detaljer, og de fleste af dem virker meget uoriginale.

Lyden er elendig. Bilerne lyder som en blanding mellem en fjernstyret, og en gammel Folkevogn. Det lyder som om udviklerne mente, at en normal fjernstyret bil var for lam, og så bestemte sig for at peppe motorlyden lidt op. Men hvorfor nu det? Er det ikke meningen at det skulle forestille at man drøner rundt med en fjernstyret bil? De andre lydeffekter er monotone og repetitive. Der er ikke den store forskel på at affyre et missil eller lægge en olieklat.

Banerne er, som jeg skrev før, meget opfindsomme. De spænder over fem forskellige temaer, der hver har fire forskellige baner. Nogle af banerne er meget store, de tager over et minut at køre et lap på, mens andre er deciderede små. Disse kan af en øvet spiller (som mig ;-), klares på omkring 38 sekunder. Nogle skal køres på med normale biler, og andre foregår med speedbåde. I nogle baner skifter man endda mellem bil og båd inde midt på banen! Det fungerer rigtig godt, men gør det desværre for nemt at vinde de pågældende løb. Man skal nemlig bare vælge vandruten, så er man næsten 100% sikker op at vinde. Det er meget nemmere at styre båden, end bilen....
Her kommer vi til spillets største problem, styringen af bilerne. Den er meget svær at vænne sig til. Man fiser fra højre til venstre med det mindste ryk i styrepinden. Det gøres værre ved, at man ikke selv kan konfiguere knapperne. Der er fire forskellige konfigurationer at vælge imellem, men ingen af dem er lavet så man kan styre bilen ordentligt og skyde våben af samtidig. Et andet problem i spillet er, at bilerne er dårligt afstemt i forhold til hinanden. Der er to af bilerne, der er så overlegne, at det evig og altid vil være dem, der er at finde på førstepladsen. Den eneste måde at slå dem på, er at vælge en af dem selv, og køre sig til en førsteplads.

RC Revenge får ekstra værdi på grund af dens Multiplaterdel. Det er meget sjovt at ræse rundt på de normale baner, men det bliver rigtig sjovt, når man selv designer sine baner i Track Editoren, og derefter jorder sine venner på dem. Det kan man få lang tid til at gå med, selvom det dog langt fra alene er grund til at købe spillet. Det skal tilføjes at grafikken forbliver præcis ligeså ”god” i multiplayer delen som i single-player delen, det sker dog få gange at frame-raten dropper lidt.

Selvom denne anmeldelse lyder meget kritisk, vil jeg dog sige, at jeg var rimeligt underholdt i testperioden. Selvom det ikke foregår på steder, hvor du normalt fræser rundt med din fjernstyrede, er det faktisk et rimeligt godt spil. I den medfølgende Track Editor kan du lave en helt normal bane, som de ”professionelle” kører på. Den brugte jeg meget, fordi den giver dig muligheden for at lave præcis den bane, du har lyst til at køre på. Ikke noget med at der ligepludselig står en kæmpe pap-dinosaur i vejen, her er det bare lige ud af landevejen. Der er dog desværre ikke mulighed for at lave vandbaner til speedbådsbrug. Ærgeligt, for det kunne være sjovt selv at lave en bane, hvor det er muligt at skifte mellem bil og båd. Udover Free Race, Track Editor, Time Trial og Cup er der dog desværre ikke lavet nogle vildt opfindsomme game-modes. Det virker som om der lige mangler den sidste, opfindsomme mode for at gøre spillet værd at købe. Måske en alle mod alle arena kamp? Der er jo allerede mange forskellige våben i spillet, så hvorfor ikke? Hvis du er vild med fjernstyrede, vil jeg anbefale, at du køber ReVolt. Især hvis du kan finde det billigt. Det er et mere solidt produkt, og så er det nemmere at komme igang med. Hvis du dog tænder på at køre igennnem de forskellige filmsets og det, at lave dine egne baner, er RC Revenge et godt køb.

RC Revenge (EU)
Anmelders vurdering
55%