X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

ECW: Anarchy Rulz


Lad os hellere starte med den sædvanlige smøre. Wrestling er ikke ligefrem min favorit-sportsgren, hvis man altså kan kalde det en sportsgren. Jeg kan ikke se noget underholdende ved nogle store, grimme mænd, der fjanter rundt i små underbukser, mens de prøver at ligge sig ovenpå den anden i tre sekunder for at vinde kampen. Og så er det endda skuespil, alt sammen! Det gøres endda endnu værre af at ECW ikke er ligeså stort som WWF, det er fattigmands udgaven, med kvinder i meget små bikinier som hovedattraktionen!

Når det er af vejen, skal det siges at Acclaim ikke er sluppet godt fra denne udgivelse, men vi kan da godt starte med de få positive sider ved spillet alligevel. Der er utroligt mange muligheder at vælge imellem. Du kan starte med en simpel Exhibition, hvor du kan vælge imellem mange forskellige muligheder, som f.eks, 3 mod 1, 2 mod 1, og en hel masse andre urimelige kombinationer. Hvis du ikke ser noget i at spille en kamp af gangen, kan du gå igang med en Career mode, hvor du kæmper dig vej igennem forskellige wrestlere over hele landet. I Career mode findes også nogle specielle Pay-Per-View kampe, som er helt vilde, at gå igang med. Du kan derudover lave din perfekte (?) wrestler, eller give dig i kast med en anden af de andre mange muligheder spillet tilbyder, selvom jeg dog ikke vil opfordre til, overhovedet, at gå igang med at spille der her spil....

Her stopper al ros af denne omgang ¤$#!?*. Grafikken er simpelthen katastrofal. Tilskuerne er så grimme, at det er umuligt at se hvad de egentlig skulle forestille, man kan kun se at det er tilskuere fordi de er placeret rundt om ringen. Wrestlerne er grimme. De har næsten ingen detaljer, og de er meget grynede. Blodet splatter rundt i ringen, men det hjælper ikke når den også er grim. Animationerne får dig næsten til at rulle rundt på gulvet af grin. Så dårlige har jeg ikke set dem, siden jeg spillede Super Mario 3 på NES. Wrestlere er tit ret tykke, så de fleste af dem ligner store kugler der ruller rundt i ringen, med fire pinde der stikker ud af dem, som nogle gange bevæger sig, hvis man altså er heldig nok til at have trykket hårdt nok på trekanten eller firkanten. De forskellige kast er ligeså komiske, og nogle gange kan man rende direkte igennem den anden wrestler. Det skulle man tro, at beta-testerne havde opdaget, hvis der altså var nogle. For det meste
ender kampene i en ren farce, hvor de to wrestlere skiftes til at sparke hinanden der, hvor det gør mest ondt. Det allerværste ved animationerne er dog den måde de ”går” på. Den er simpelthen det mest komiske jeg har set i lang tid. Der er ingen led i disse wresteres ben! Når de skal bevæge sig, popper det ene ben enten frem eller tilbage, ikke noget med at bøje det bare lidt realistisk. Næ nej, man skulle simpelthen tro at de havde brugt en træmand til motion-capturen, hvis der altså er motion-capture. Kommentatorerne er klart de dårligste jeg nogensinde har lagt øre til, de siger simpelthen det samme hele tiden, om og om igen, hver eneste kamp! De starter f.eks. med at sige noget der ligner: ”Jeg løsrev mig lige nøjagtigt fra enhver kvindes drøm, for at kunne være her sammen med dig, for at kommentere denne kamp.” Det giver jo ikke rigtig nogen mening, vel? Udover den start-kommentar har de omkring to andre, der ikke er meget bedre. De andre lydeffekter gider jeg ikke snakke så meget om, for udover publikum, er de næsten non-eksisterende, og dem der er, suger hårdt et vist sted. Det er heller ikke svært at lære, at vinde kampe med 99% sikkerhed. Du vælger en af de større wrestlere, lærer nogle af hans bedre moves, og så er du kampklar. Du vinder kampe på stribe, og computeren er så uintelligent, at den simpelthen ikke ved hvad den skal gøre. Den eneste store udfordring i dette spil er at gå igang med en 3 mod 1 kamp, som af en eller anden grund er så populær hos fansene.

Jeg har meget svært ved at finde positive sider ved det her spil der gør det værd at spille, det eneste der fik mig til at holde testperioden ud, var at det gav lidt tilfredsstillelse at lave et af de lidt sværere moves, hvorefter din wrestler ligger sig ovenpå den anden. Jeg tror, man skal være amerikansk af afstamning for at blive kørt op over store svedige mænd i faverigt tøj, der kaster rundt med hinanden i en boksering. Nu skal I wrestling fans dog ikke tro, at jeg havde dannet en mening om spillet, før jeg havde prøvet det. Jeg så faktisk frem til at finde ud af, om Acclaim havde fundet på noget spændende at putte ind i en genre, som nok må regnes som spilmarkedets mindst spændende. Ærgeligt, men sandt. Det her spil er noget af det værste jeg nogensinde har spillet, og jeg fraråder dig kraftigt at købe det, ligemeget hvor stor fan du er af wrestling, for det her stinker.

ECW: Anarchy Rulz (EU)
Anmelders vurdering
40%