X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Golden Sun


Det første store RPG er landet på GBA. Nintendo prøver at genskabe, hvad deres Super Nintendo i dens storhedstid kunne præstere af ypperlig RPG-ånd. Om Golden Sun er et lille RPG til en lille håndholdt konsol, eller en stor revolutionær RPG i 2D ikke set siden 16-bits-tiden, kan du læse i følgende anmeldelse.De japanske udviklere, Camelot Software Planning (CSP), står bag denne episke Nintendo-udgivelse. Med titler bag sig som Mario Golf (N64), Mario Tennis (N64), Hot Shots Golf (Everybody’s Golf), er det indlysende at tro, at et spil i RPG-genren ville være det sidste, vi forventede at se fra dem. Nej bestemt ikke og langt fra, for lad os gå tilbage til før CSP blev partnere med Nintendo og begyndte med sine Mario-udgivelser. Camelot etablerede sit udviklerhus i 1994 og gjorde mere eller mindre historie verden over hos RPG-tilhængere med Shining-serien (Shining Force III) på Sega Saturn. Der er derfor en særdeles god grund til at sætte sine forventninger i vejret til Golden Sun. Det gjorde vi, så læs videre for at få hele dynen af sanseindtryk.

Magisk og dragende

Historien i Golden Sun kan lyde som noget man har hørt før, men fortalt på en anden måde. Ved foden af det store bjerg, Mount Aleph, ligger den mest hellige del af kontinentet Angara, og byen Vale. En lille hyggelig harmonisk flække med flinke indbyggere? Jo, bestemt, men kun på overfladen. De ældre og vise folk i dette samfund værger over Sol Sanctum, et urgammelt tempel, som er blevet vogtet over i mange år. Et segl gemmer kilden til en oldgammel videnskab om alkymi, men det er blevet brudt. De store kræfter bag alkymien kan skabe alt, hvad hjertet begærer, hvad enten det er evigt liv eller en uendelig rigdom og værst af alt - føre til verdens undergang. De fire elementer, som alt stof i verden er lavet af - jord, vand, luft og ild - vil tilsammen føre til ufattelig magt for den person, der fuldt ud benytter sig af deres kraft. To personer, Isaac og Gareth, drager af sted på et stort eventyr for at forhindre dette i at ske. Ligesom de andre indbyggere, har disse to eventyrere også medfødte kræfter, som stammer fra den hemmelige videnskab om alkymi. Golden Sun indeholder en spændende historie, men den er ikke just banebrydende for genren. Den er dog grundpillen for spillets meget dragende og magiske verden.

Omfattende og gennemtænkt

Javist udgør historien det meste af Golden Sun, men gameplayet er faktisk det bærende element for spillets underholdningsværdi. Opbygningen af spilmekanikken er utrolig omfattende og gennemtænkt. Man kunne skrive en hel anmeldelse, der omhandlede udelukkende gameplayet. Det er et absolut must at begrave sig i den medfølgende manual til spillet for at få et rimeligt overblik, inden man for alvor kaster sig ud i det. Vi vil kigge lidt på det overordnede gameplay, da resten føles meget intuitivt, når man først rigtig har vænnet sig til spilforløbet i Golden Sun. Essensen af gameplayet er ’Psynergy’, en form for psykisk energi, der nedstammer fra en civilisation, som døde for længe siden i en mørk tid. Det er nærmest en form for mutant-kraft som i X-Men. ’The Adepts’, eller Mestrene, er personer, som er blodsbeslægtet med Psynergy. Isaac, spillets hovedperson, mestrer jordens Psynergi og er god til at håndtere sværd. Isaac’s barndomsven, Gareth, mestrer ildens Psynergy og besidder stor fysisk styrke, hvilket gør ham til en talentfuld kriger. Andre figurer, Ivan og Mia, besidder henholdsvis vindens Psynergi og vands Psynergi. Dvs. i alt fire figurer og fire elementære kræfter, som gradvist bliver stærkere i spillets forløb. Man kan endda ”låne” hinandens kræfter og kombinere dem med sine egne evner og derved få nye egenskaber.
Som at køre på cykel

Den tilfældige konfrontation med fjender er tur-baserede, og der er mulighed for at planlægge hvert enkelt angreb til mindste strategiske detalje. Såkaldte ’Djinns’, er elementære ånder, der repræsenterer hvert enkelt element: Jord, vand, luft og ild. Det er væsner, der kan bruges som attributter til spilfigurerne og øge disses elementære styrke og formåen i kamp. På rigtig Pokemon-manér skal man indfange Djinns ved at kæmpe mod dem. Ud over at gøre ens Psynergy stærkere, så man kan hidkalde enorme kræfter, skal de også have tid til at hvile sig, før de kan træde i kraft igen. Desuden er spilkaraktererne opdelt i et hierarki. Har man f.eks. ingen Djinns på sig, er man en Squire (Væbner), mens én Jord-Djinn gør en til Knight (Ridder). Fire Jord-Djinns og man er en Gallant (Prægtig Ridder). Denne klasseinddeling er en lille genistreg, for der er så mange varianter, som alle tilfører figuren nye egenskaber og meget andet. Man er nødsaget til at eksperimentere uhyre meget for at få størst mulig gavn af dem alle eller bare nogle af dem. Systemet kan ved første øjekast virke overvældende, men vil efter en rum tid ligge på rygraden og virke naturligt som at køre på cykel, hvis man vel at mærke kan holde balancen!

Kudos til grafik og lyd

Grafikken i Golden Sun er holdt i en farverig 2D-verden. På et verdenskort har man benyttet sig af omgivelser i semi-3D. Ikke en specielt tiltalende Mode-7-effekt, men du kan faktisk zoome kortet ind og ud og hurtigt få et overblik af verdenens størrelse. Et praktisk jordklodeagtigt kort markerer derimod præcist, hvor man befinder sig. Kampscenarierne virker mere dynamiske, i sær entréen, hvor fjenderne i Mode-7-3D panorerer 180 grader henover GBA-skærmen og indtager en statisk kampstilling. Et forrygende show af effekter er at finde i disse tur-baserede kampe. Vi er af den opfattelse, at det ikke kan være set bedre til nogen 2D-konsol før. Har man været i tvivl om GBA’ens grafiske og skærmmæssige billedkvalitet, er man det ikke længere. Det er også muligt at justere både farver og lysstyrken i spillet. Ikke engang GBA’ens forfader, SNES, kan følge den forrygende grafiske udfoldelse i Golden Sun. Det skal simpelthen ses, før man tror det. F.eks. når en hidkaldelse af et elementær-væsen fører til en kæmpe eksplosion på skærmen, der er så skarp og rummelig, at man trækker hovedet lidt tilbage, så man er på sikker afstand. Man skulle tro, at spillet var i live! Mere retro er dog selve spilforløbet i byerne, hvor man går rundt i et 2D-”Zelda-perspektiv”. Lydsporet er ligeledes imponerende og afspejler stemningen i spillet på bedste vis. Det er eventyrlige hymner, der hænger ved, så den ringe lyd-formåen fra andre GBA-spil, ligger en helt fjernt.

Blandt toppen af RPG’er

Man skal lede længe, før en udvikler smeder et RPG af denne karat sammen igen. Golden Sun er en RPG-titel af de helt store, hvor nogle måske er af den opfattelse, at det er et ”lille” RPG til en lille håndholdt konsol. Tro om, for det er oppe at ringe sammen med tidens helt store RPG’er fra Super Nintendo’ens storhedstid såsom Final Fantasy VI, Secret of Mana, Chrono Trigger og Dragon Quest. Med minimum 20 timers gameplay, er der uforglemmelig underholdning at hente hjem til vinterens lange nætter, for tro os, at du i selskab med Golden Sun - hvis du ikke passer på - vil opleve, at julen er omme, inden du ser dig omkring.

Golden Sun (EU)
Anmelders vurdering
6/6

Golden Sun   © Nintendo 2001   (GBA)    1/5 Golden Sun   © Nintendo 2001   (GBA)    2/5 Golden Sun   © Nintendo 2001   (GBA)    3/5