Dermed kunne man tolke MadWorld som en kommentar til den stigende desensitivisering af mennesket gennem fjernsynets stadig mere voldelige natur, og denne kommentar er naturligvis både væsentlig og helt rigtigt set. Blot er det væsentligt at huske på at MadWorld stadig først og fremmest er et spil, og som spil bliver MadWorld hurtigt kedeligt.
Som halvt en Frank Miller tegneserie og halvt vanvittig japansk manga, er MadWorld visuelt uden tvivl et helt særligt spil. Smukke skygger på hvid overflade, og kaskader af skrigende rødt blod - MadWorld tager sine træk fra det kunstneriske mere end det realistiske, og dette fungerer upåklageligt. Det er tydeligt at MadWorld er skabt af japanere, men det er skabt for at appellere til et vestligt marked mere end det japanske. Det virker dog til tider lidt søgt, idet spillet gør brug af stort set alle japanske klicheer, som for at skrige ud til hele verden hvor japansk - og derfor hvor vanvittigt - det er.
Samtidig er spillets underliggende systemer - opgradering af angreb og brug af nye tricks - så indgroet i en japansk kultur, at det kan være svært for den brede masse at forholde sig til. Som i nicheproduktet God Hand, er MadWorld et hårdt spil at slide sig igennem, fordi man skal arbejde for alt. Dermed ikke sagt at dette er dårligt - det er blot meget anderledes end man kan være vant til fra mere vestlige spil, hvor gyldne brødkrummer leder spilleren på rette vej.
MadWorld er et spil låst fast mellem to yderpunkter - på flere områder. På det tekniske plan er spillets underliggende mekanismer indgroet i japansk spildesign, mens spillets stil og ultravold søger at ramme et vestligt publikum. Samtidig er spillets budskab og historie direkte forbundet til spillets mekanismer, hvilket måske nok driver budskabet hjem, men samtidig skaber et spil med utrolig mange gentagelser, der efter kort tid synes trivielt og en smule kedeligt.
Tag dog ikke fejl af MadWorld - alt fungerer sådan set som det skal. Kontrollen er responsiv, grafikken er flot, og historien er interessant og subtil. Jeg skiftevis nød at opleve symbolik og fortælling, og hadede at skulle slås mod overflødige konventioner og en sværhedsgrad der svinger fra det håbløst lette til det uforbeholdent udfordrende.
MadWorld er interessant mere end egentligt godt, men rummer under alle omstændigheder noget vi ser for sjældent på spilform - nemlig et budskab.