Grand Slam Tennis (2009)

Det er mere end 15 år siden at Electronic Arts sidst har lavet et tennis spil, og med Wimbledon lige om hjørnet er det et perfekt tidspunkt at udgive et tennis spil til Wii.

I kølvandet på Grand Slam Tennis er også udgivelsen af Nintendos nye ekstraudstyr, Wii MotionPlus som skulle give en bedre oplevelse med Wii fjernbetjeningen, og skabe den respons og nøjagtig som der længe har manglet. Anmeldelsen her vil dog ikke tage udgangspunkt i brugen af spillet med MotionPlus da den ikke blev udleveret sammen med anmeldelser-eksemplaret.

Grand Slam Tennis byder på alt det man forventer sig af at tennisspil. Der er mulighed for at skabe sin egen tennisspiller og tage ham/hende ud på eventyr, og spille i de største turneringer i verden som Australian Open, Wimbledon og mange flere. Men man deltager ikke kun i turneringer og vinder trofæer, for før hver turnering har man nemlig muligheden for at spille mod kendte tennisspillere, og hvis man vinder så overtager man deres unikke evne. Disse evner varierer i alt fra en bedre serv til en bedre forhånd. Disse rollespilslignende elementer skaber en smule mere variation og personlighed i den spiller man laver, og gør at det er sjovere at kæmpe sig igennem de mange turneringer.

Turneringer og muligheder skaber dog ikke et godt tennis spil. Styringen og følelsen af at ramme bolden er stadig det vigtigste i spillet, og det simulerer Grand Slam Tennis ganske godt. Styringen af ens tennisspiller bliver som standard ordnet af spillet, men man kan selv tage over ved at slå en nunchuck til eller bruge d-pad’et på fjernbetjeningen til at styre med. Dog er det sjældent nødvendigt, da den kunstige intelligens er overraskende god til at placere sig der hvor man selv ville løbe hen, og placere sig.

For at returnere bolden til modstanderen, så skal wii-moten ikke bare svinges sanseløst. Grand Slam Tennis arbejder i stedet ud fra ideen om at timingen på ens skud er afgørende for hvor bolden bliver placeret. Det foregår ud fra det koncept at hvis man svinger med ketsjeren umiddelbart når bolden er indenfor rækkevidde, så vil den blive sendt hen imod den højre ende af modstanderens banehalvdel. Ned af midten hvis man venter lidt, og hvis man returnerer i sidste sekund bliver den sendt i den venstre side af banen.. Og selvfølgelig modsat hvis man bruger sin baghånd til at svinge med.

Den alternative måde at returnere bolde på, skaber i den første tid med spillet en utroligt stor frustration, for den naturlige reaktion er at svinge med fjernbetjeningen omgående og så få den til at lande efter hvordan man svinger. Men hvis man kommer over den hårde indlæringskurve, så går styringen fra at være frustrerende til acceptabel. Den er dog på ingen måde perfekt, og der er tit og ofte problemer med at spillet misforstår ens håndbevægelser, eller ikke registrerer sving med fjernbetjeningen, hvilket i værste fald kan koste en førstepladsen i en turnering.

Ligeledes er spillet ikke specielt succesfuldt når det kommer til registreringen af top spin, flat spins og slices. Disse udføres nemlig ved at svinge Wii fjernbetjeningen i en bestemt retning når man laver sine skud. Dog er det yderst sjældent at det rent faktisk er det skud der bliver lavet, som er det man har udført. Hvilket gør at det i sidste ende bliver rent held hvis man laver den rigtige type skud når man sender bolden tilbage. Heldigvis er markant anderledes skud som lops og langsomme bolde placeret på A og B knappen, så man ikke kommer til at smide kampen væk på en dårlig registreret bevægelse.

Når man har vænnet sig til styringen, og lært hvordan det hele er strikket sammen, så byder spillet ikke kun på en solid singleplayer-del, men også lokal multiplayer for op til fire personer og endda også online multiplayer, hvor man kan tage kampen op mod resten af verden og kæmpe sig til tops på verdensranglisten. Onlinedelen af spillet er overraskende solid, med en stabil netkode og en fornøjelig online tennisoplevelse som vil kunne holde spilleren fanget længe efter alle trofæer er vundet hjem til samlingen.

På den grafiske front er spillet ganske flot. Den knap så realistiske og mere karikerede stil passer utroligt godt til spillet, og gør at animationer og bevægelser kan være overdrevne og fremtrædende, uden at det bliver for meget eller føles udenfor den visuelle stil. Dog er der tider hvor man oplever at illusionen om universet brydes, specielt når man kigger på publikum som alle lider af papskive-syndromet, og det ødelægger lidt oplevelsen af at stå på Center Court og gøre klar til at hive trofæet hjem. På lydfronten er der ikke meget at komme efter. Der er nogle generiske og trivielle stykker musik i menuerne, og under kampene er der ikke meget larm fra hverken tennisspillerne eller kommentatoren, som dog har for vane at gentage sig selv lidt for meget.

Grand Slam Tennis har alle ingredienserne til et godt tennisspil. Onlinedelen er solid, singleplayer-delen er der og præsentationen er i top. Dog er styringen uden MotionPlus ikke helt perfekt, og det kan skabe store frustrationsmomenter undervejs i spillet. Der er det gyldne håb om at MotionPlus kan rette op på dette, og hvis den kan det. Så er Grand Slam Tennis den bedste tennis oplevelse der er at finde på konsollen. Men uden MotionPlus, så er Grand Slam Tennis et hæderligt spil, hvis man giver det en chance og ikke går ind med forventningerne om den mest perfekte tennis-oplevelse til dato.